UNGDOMS-OL I NANJING KALDER

Om kort tid går det løs ved ungdoms-OL i Kina. Danmark sender 15 stortalenter.
5. aug 2014
Om kort tid går det løs ved ungdoms-OL i Kina. Danmark sender 15 stortalenter.

IOC’s stort anlagte ungdoms-OL i kinesiske Nanjing nærmer sig med hastige skridt. Legene, som finder sted 16.-28. august, får deltagelse af i alt 15 danske talenter.

DIF’s olympiske Chef de Mission, Morten Schram Rodtwitt, ser frem mod det kommende ungdoms-OL:

”Danmark bliver repræsenteret i mange forskellige idrætsgrene, og det er særdeles positivt, at vi er med i så mange idrætsgrene,” siger Morten Schram Rodtwitt, der mener, at ungdoms-OL bliver interessant på mange forskellige parametre.

”For det første bliver det spændende at se, hvordan vores unge atleter reagerer under et så stort og specielt arrangement, som ungdoms-OL er. Det handler primært om, at de unge skal suge så meget til sig som muligt, som de kan tage med sig i deres videre karriere. Derudover bliver det også interessant at følge de enkelte idrætsgrene. Vi sender eksempelvis to unge talenter i golf, og vi glæder os til for første gang at opleve golfsporten i olympisk regi,” siger Morten Schram Rodtwitt.

Den danske trup ser således ud:
Kristoffer Hari, atletik, Sparta,
Benjamin Lobo Vedel, atletik, Aalborg Atletik & Motion
Anne Sofie F. Kirkegaard, atletik, Sparta
Mia Blichfeldt, badminton, Solrød Strand Badminton Klub
Rasmus Salling, cykling, Bjerringbro BMX Klub
Mikkel Honore, cykling, Team Kel-Berg Roskilde
Pernille Mathiesen, cykling, Team Rytger
Anna Madsen, Cykling, Grenaa Cykle Club
Christina van Elzelingen, skydning, Særslev Skytteforening
Emily Pedersen, golf, Smørum Golf Club
John Axelsen, golf, Sorø Golf Club
Astrid Steensberg, roning, Sorø Roklub
Bolette Iversen, kajak, Holte Roklub
Alberte Pedersen, triatlon, Fredericia Triathlon Team
Emil Hansen, triatlon, Fredericia Triathlon Team

Nanjing Facts:
- Ungdoms-OL i Nanjing er det andet sommer-OL i IOC-regi. For fire år siden var Singapore værter.
- For at deltage skal man være mellem 15-18 år.
- Mere end 3.500 deltagere ventes at dyste i Nanjing.
- Ungdoms-OL minder på mange måder om det store OL med mange af de faste OL-ritualer.
- Ungdoms-OL har udover de sportslige konkurrencer også fokus på at give den olympiske ånd videre til næste generation, og de enkelte deltagere tilbydes et væld af kulturelle, sociale og uddannelsesmæssige oplevelser under legene i Nanjing. 

Følg de danske atleter i Nanjing på Facebook-siden ’Danmark til OL’ og via Instagram ’Danmark til OL’