Nu er Skole OL-avisen ude

Avisen fortæller om herlighederne ved at deltage i Skole OL og dykker ned i OL's historie.
6. sep 2014
Avisen fortæller om herlighederne ved at deltage i Skole OL og dykker ned i OL's historie.

Politiken har i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund udgivet en Skole OL-avis. Den stiller blandt andet skarpt på Europas næsthurtigste sprinter, Kristoffer Hari, der netop lige er vendt hjem fra Ungdoms OL i Kina, og fortæller om en skole, hvor Skole OL er højdepunktet. Her bliver eleverne motiveret til at dyrke idræt med Skole OL for øje. Og så kan man læse om, hvordan man laver sine egne olympiske lege.

”Skole OL er den eneste officielle olympiske aktivitet for skolerne, og vi håber, at det både vil fylde på idrætsbanen og som undervisning i klasselokalet. Vi er glade for, at Politiken bakker op om aktiviteten ved at udgive et avistillæg, som både handler om Skole OL, men også har mange andre vinkler på det olympiske, som i bund og grund handler om idrættens store betydning for børn og unge,” siger OL-pressechef i DIF, Casper Hollerup.

Se en elektronisk udgave af avisen

Skoleatletikstævnet er for skoler og klasser på 4. til 7. klassetrin, som siden 2009 har samlet tusinder af danske skoleelever. Danmarks Idrætsforbund vil gerne udbrede Skole OL til endnu flere skoler, da stævnet er en sjov måde for eleverne at dyrke idræt på, og så er det skræddersyet til hvert klassetrin.

”Med den nye skoles fokus på idræt og bevægelse er Skole OL et af svarene på, hvordan man kan fylde tiden ud på med kvalitet og i samarbejde med lokale idrætsforeninger. Konceptet er nemt at gå til, og guleroden er det store finalestævne i København med meget få økonomiske udgifter for skolerne, uanset hvor man kommer fra i Danmark,” siger Casper Hollerup.

Skole OL-avisen udkom fredag 5. september som et særtillæg med Politiken. Den leveres i 200 til brug på 4. til 7. klassetrin på alle skoler, der er med i skolemælksordningen. Skoler, der ikke er med i ordningen, vil modtage en mail om, hvordan de kan få avisen af Politiken.

Skole OL præsenteres af TV2 Sporten, Danmarks Idrætsforbund, Dansk Atletik Forbund, Skolemælk og med støtte fra TrygFonden. Læs mere om Skole OL på http://skoleol.tv2.dk/