Sejlsport sikrer endnu en nationsplads

Laser Radial-sejleren Anne-Marie Rindom hev dansk sejlsports anden nationsplads i hus ved VM i Santander.
18. sep 2014
Laser Radial-sejleren Anne-Marie Rindom hev dansk sejlsports anden nationsplads i hus ved VM i Santander.

Onsdag havde Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom en vellykket dag ved VM i Santander med en 2. plads i den enlige sejlads, der blev gennemført. Resultatet rykker Horsens-sejleren op på en samlet 6. plads i VM-stillingen, og hun er dermed kvalificeret til torsdagens finalesejlads - det såkaldte Medal Race.

Anne-Marie Rindom har ikke mulighed for at nå medaljerne. Til gengæld betyder hendes præstation, at hun har sikret Danmark en nationsplads ved OL i Rio. Det er Danmarks anden OL-billet, efter at Thorbjørn Schierup forleden sikrede en nationsplads i Laserjollen.

Anne-Marie Rindom deltog også ved OL i London.