Overraskende dansk sølv på skydebanen ved European Games

Stine Nielsen og Steffen Olsen vandt sølv i 10 m luftriffel mixed team ved det europæiske OL i Baku.
22. jun 2015
Stine Nielsen og Steffen Olsen vandt sølv i 10 m luftriffel mixed team ved det europæiske OL i Baku.

5-4 stod der på scoretavlen, da finalen i 10 m luftriffel mixed team var slut. Desværre var det til de to italienske skytter Petra Zublasing og Niccolo Campriani. Det knebne nederlag kunne dog ikke slå Stine Nielsen ud:

"Selvfølgelig ville vi gerne vinde finalen. Men jeg har det alligevel fantastisk. Det er helt vildt det her. Det var en fed finale, hvor vi stod face to face med vores modstandere, og hvor publikum virkelig var med. Det giver et ekstra pres, men det er også de her situationer, som vi kæmper for at nå til."

Den anden halvdel af det danske team, Steffen Olsen, var også tydeligt tilfreds med dagens præstationer på det flotte indendørs skydeanlæg i Baku:

"Vi skyder rigtig godt i indledende runde og står derfor i semifinalen. Pludselig har vi vundet den, og så er der finale. Her redder Stine mig et par gange, hvor jeg ikke skyder så godt, men den her riffel er heller ikke mit primære våben. Jeg ville gerne have vundet guld, men set over hele dagen, så er jeg rigtig godt tilfreds. Vi havde på ingen måde regnet med det her."

I finalen skød hver skytte et skud. Det team, som opnåede de to bedste skud, fik et point. Og det team, som først nåede fem point, vandt. Det italienske team består af en tidligere verdensmester og en tidligere OL-guldvinder fra London, så danskerne var underdogs i finalen.

"Vi kunne kun overraske. Desværre lykkes det ikke i finalen. Jeg var vildt nervøs. Mine fingre dirrede, men jeg forsøgte at lukke mig inde og koncentrere mig om mine skud. Og nu har vi vundet sølv ved European Games. Det er så vildt," sagde en glad Stine Nielsen.

Om Stine Nielsen:
• Født: 9. februar, 1991
• Disciplin: Skydning/riffel
• Klub: Særslev Skytteforening
• Begyndte med sin idræt i 2009
• OL: Deltog ved OL i London og har sikret en dansk nationsplads i 10 m luftriffel ved OL i Rio de Janeiro

Om Steffen Olsen:
• Født: 30. januar, 1983
• Disciplin: Skydning/riffel
• Klub: Kolding Skytteforening
• Begyndte med sin idræt i 1992

Om European Games:
European Games er det første af sin art. Det kaldes også for europæisk OL og kan sidestilles med kontinentale mesterskaber som Asian Games og Commonwealth Games.
• Hvor: Baku, Aserbajdsjan
• Hvornår: 12.-28. juni 2015
• Hvem: ca. 6.000 atleter fra 50 europæiske lande
• Hvad: 20 udvalgte idrætsgrene
• Dansk hold: 65 atleter i 19 idrætsgrene/discipliner

Læs mere om legene på www.baku2015.com og www.ol.dk og følg med under legene på TV 2 Sport. Billeder af Stine Nielsen og Steffen Olsen fra European Games kan købes på: www.larsmoeller.dk.

Yderligere information:
Morten Rodtwitt, chef de mission for det danske hold ved European Games, +994 77 484 1296
Linda Anderson, teamchef skydning, +994 77 484 1268

Venlig hilsen

Jakob Draminsky
Presseansvarlig for det danske hold i Baku

M: +994 77 484 1293
@:jdr@dif.dk
Danmarks Idrætsforbund