Boe og Mogensen vinder overlegent første danske guld i Baku

Herredoublen i badminton, Mathias Boe og Carsten Mogensen, har på suveræn vis vundet guld ved European Games.
27. jun 2015
Herredoublen i badminton, Mathias Boe og Carsten Mogensen, har på suveræn vis vundet guld ved European Games.

Der var lagt op til et brag af en finale i herredouble ved European Games. Det førsteseedede danske par Mathias Boe og Carsten Mogensen stod på den ene side af nettet, mens de andenseedede russere Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov stod på den anden side. Begge par havde spadseret sig til finalen uden at afgive sæt. Og danskerne fortsatte det suveræne spil i finalen, hvor russerne ikke fik et ben til jorden. Finalen blev aldrig spændende, dertil var danskerne for overlegne. Sejrscifrene lød på 21-8, 21-13.

En yderst tilfreds Carsten Mogensen sagde kort efter finalen:

”Det lyder sgu meget godt at vinde European Games. Det er ikke en af de største titler, som vi har vundet, men det var en vigtig en for os. Vi går efter at få mange titler på cv'et og få noget erfaring. Det kan man aldrig få nok af. Vi er rigtig stolte over at være de første, der vinder titlen.”

Makkeren Mathias Boe var tydeligvis glad, men også lettet, for det danske par havde været under et stort forventningspres fra omverdenen op til finalen:

”Det betyder mere for mig at vinde titlen end som så. Vi spiller en fantastisk finale i dag og sætter russerne fuldstændigt til vægs. Spillet har haltet lidt gennem ugen, men vi kan, når det gælder. Og det er vi meget stolte af.”

Den danske medaljehøst ved det første europæiske OL nogensinde lyder nu på:
• Guld i herredouble badminton ved Mathias Boe og Carsten Mogensen
• Sølv i bueskydning ved Maja Jager
• Sølv i 10 m luftriffel mixede hold ved Stine Nielsen og Steffen Olsen
• Bronze i 1000 m kajak ved René Holten Poulsen
• Bronze i damedouble badminton ved Lena Grebak og Maria Helsbøl
• Bronze i 50 m brystsvømning ved Tobias Bjerg
• Bronze i 50 m fri ved Julie Kepp Jensen
• Bronze i 50 m butterfly ved Julie Kepp Jensen

Den danske medaljehøst suppleres søndag af flere guld- eller sølvmedaljer, når Emil Holst spiller finale i herresingle, Line Kjærsfeldt spiller finale i damesingle og Nicklas Nøhr og Sara Thygesen spiller finale i mixed double. Desuden er Simone Tetsche Christensen i finalen i BMX (8 deltagere) og Niklas Laustsen i semifinalen i BMX (16 deltagere).

Om Mathias Boe:
• Født: 11. juli, 1980
• Disciplin: herredouble, badminton
• Klub: Odense Badminton Klub
• Største præstation: OL-sølv i herredouble i London 2012

Om Carsten Mogensen:
• Født: 27. juli, 1983
• Disciplin: herredouble, badminton
• Klub: Skovshoved Badminton
• Største præstation: OL-sølv i herredouble i London 2012

Om European Games:
European Games er det første af sin art. Det kaldes også for europæisk OL og kan sidestilles med kontinentale mesterskaber som Asian Games og Commonwealth Games.

• Hvor: Baku, Aserbajdsjan
• Hvornår: 12.-28. juni 2015
• Hvem: ca. 6.000 atleter fra 50 europæiske lande
• Hvad: 20 udvalgte idrætsgrene
• Dansk hold: 65 atleter i 19 idrætsgrene/discipliner

Læs mere om legene på www.baku2015.com og www.ol.dk og følg med under legene på TV 2 Sport. Billeder af Mathias Boe og Carsten Mogensen fra European Games kan købes på: www.larsmoeller.dk.

Yderligere information:
Morten Rodtwitt, chef de mission for det danske hold ved European Games, +994 77 484 1296
Rikke Siegemund, teamchef badminton, +994 77484 1283

Venlig hilsen
Jakob Draminsky
Presseansvarlig for det danske hold i Baku

M: +994 77 484 1293
@:jdr@dif.dk
Danmarks Idrætsforbund