Forrygende dansk debut ved European Games

Det danske hold bestående af 65 atleter tager fra European Games i Baku med 12 medaljer i baggagen.
28. jun 2015
Det danske hold bestående af 65 atleter tager fra European Games i Baku med 12 medaljer i baggagen.

Der bliver overvægt i flyet, når det danske hold tager hjem fra Aserbajdsjans hovedstad Baku, som gennem de seneste 16 dage har været vært for det første europæiske OL nogensinde. Overvægten skyldes, at danskerne sportsligt har leveret på fornemmeste vis og vundet 12 medaljer - fire af guld, tre af sølv og fem af bronze.

Den danske medaljemålsætning lød på fem medaljer, og den blev mere end indfriet med en bundlinje på 12 medaljer. Dog tæller DIF og Team Danmark ikke de tre svømmemedaljer med i forhold til målsætningen, da svømning er for juniorer ved European Games. Svømmerne har derfor begrænset international erfaring, og deres styrke kan derfor være vanskelig at vurdere i en international kontekst. Desuden er det for DIF og Team Danmark ikke er afgørende, om de unge svømmere vinder medaljer. Fokus er på udviklingspotentialerne og ikke på de konkrete resultater her og nu.

En glad Morten Rodtwitt, der er chef de mission, for det danske hold ved European Games siger:

”Ser vi på legene med danske briller er det gået over al forventning. Medaljemæssigt lagde vi langsomt fra land, mens vi de seneste dage nærmest har haft dansk medaljeregn i Baku. Badminton er gået forrest med fornemme fem medaljer heraf tre af guld. Vi vidste, at badmintonspillerne ville komme til at spille med i de sjove kampe, fordi Danmark er så langt foran andre europæiske lande i badminton, men vi havde alligevel ikke forestillet os, at få medaljer med hjem i alle rækker.”

Morten Rodtwitt fortsætter:

”Et år før OL kigger vi ikke kun på medaljerne, men også på selve præstationerne og formkurverne hos de enkelte udøvere. Jeg kunne nævne mange, men jeg vil især fremhæve bueskytten Maja Jager, som tager sølv, bryderen Mark O. Madsen, som viser fremragende brydning i sine første kampe, skeetskytten Jesper Hansen, som kun er et mulehår fra medaljerne og fægteren Frederik von der Osten, som taber sin kvartfinale med mindst mulig margin. Og så runder BMX-køreren Simone Christensen European Games af med dansk guld. Et flottere punktum kunne vi ikke ønske os. Dertil skal lægges de mange uvurderlige erfaringer, som især mange af de unge udøvere har fået. De har snuset til den olympiske ånd, hvilket forhåbentlig har givet dem mod på endnu mere hårdt arbejde i træningslokalet for at nå et OL i fremtiden.”

Direktør i Team Danmark, Lone Hansen, har fulgt de danske atleters præstationer tæt i Baku. Og hun ser European Games i Baku som vigtig forberedelse for flere af atleterne frem mod OL i Rio de Janeiro 2016.

”European Games har givet værdifulde erfaringer for mange af de atleter, der kæmper for at kvalificere sig til OL i Rio. De har kæmpet på højt niveau i et olympisk set-up, der på mange måder ligner det, de forhåbentligt kommer til at opleve i Rio næste sommer. Derfor har det været opløftende at se, at mange af atleterne har præsteret rigtigt flot ved European Games. Det lover særdeles godt for det hold, vi sender til OL om lidt over et år,” siger Lone Hansen.

Danmark endte med sine 12 medaljer som nummer 16 i medaljestatistikken. Øverst sluttede Rusland med hele 164 medaljer.

European Games med potentiale
Det er første gang nogensinde, at der afholdes European Games. Legene havde en hård fødsel med blandt andet kritik af det aserbajdsjanske styre, men da først ilden blev tændt den 12. juni, så formåede værterne at skabe nogle lege i absolut topklasse.

Niels Nygaard, der er formand for DIF, siger:

”Det er ingen hemmelighed, at Aserbajdsjan har fået en del kritik i den internationale presse især op til legene. Det er på flere områder et land, som ligger langt fra Danmark, og som i en vestlig optik har meget at lære, men ser vi på selve afviklingen af legene, hvilket er det, vi som sportsorganisation koncentrerer os om, så er det svært ikke at være imponeret. Atleterne har boet fornemt, konkurrencerne er blevet gennemført på et højt niveau, logistikken og transporten har fungeret godt, og konkurrencerne har været afviklet på moderne og imponerende stadions.”

Niels Nygaard ser gode perspektiver med de europæiske lege på en længere bane:

”European Games i Baku er det første europæiske OL nogensinde. Jeg synes, at legene har bevist, at de har sin berettigelse i sportskalenderen og er en vigtig test af de europæiske topatleters styrke et år før OL. Om legene har den helt rigtige form og det helt rigtige indhold, kan man altid diskutere og justere på. Personligt håber jeg, at vi om fire år har endnu flere olympiske idrætter med ved European Games, og at der er endnu flere olympiske kvotepladser at kæmpe om, for så er der ingen tvivl om, at legene vil blive prioriteret højt af alle de bedste atleter i Europa,” siger Niels Nygaard.

Den danske medaljehøst ved European Games:
• Guld i herredouble badminton ved Mathias Boe og Carsten Mogensen
• Guld i damesingle badminton ved Line Kjærsfeldt
• Guld i mixed double badminton ved Sara Thygesen og Niclas Nøhr
• Guld i BMX ved Simone Tetsche Christensen
• Sølv i badminton ved Emil Holst
• Sølv i bueskydning ved Maja Jager
• Sølv i 10 m luftriffel mixede hold ved Stine Nielsen og Steffen Olsen
• Bronze i 1000 m kajak ved René Holten Poulsen
• Bronze i damedouble badminton ved Lena Grebak og Maria Helsbøl
• Bronze i 50 m brystsvømning ved Tobias Bjerg
• Bronze i 50 m fri ved Julie Kepp Jensen
• Bronze i 50 m butterfly Julie Kepp Jensen

Om European Games:
European Games er det første af sin art. Det kaldes også for europæisk OL og kan sidestilles med kontinentale mesterskaber som Asian Games og Commonwealth Games.

• Hvor: Baku, Aserbajdsjan
• Hvornår: 12.-28. juni 2015
• Hvem: ca. 6.000 atleter fra 50 europæiske lande
• Hvad: 20 udvalgte idrætsgrene
• Dansk hold: 65 atleter i 19 idrætsgrene/discipliner

Læs mere om legene på www.baku2015.com og www.ol.dk. Billeder fra European Games kan købes på: www.larsmoeller.dk.

Yderligere information:
Morten Rodtwitt, chef de mission for det danske hold ved European Games, +994 77 484 1296
Niels Nygaard, formand for DIF, +45 20 73 71 12

Venlig hilsen

Jakob Draminsky
Presseansvarlig for det danske hold i Baku

M: +994 77 484 1293
@:jdr@dif.dk
Danmarks Idrætsforbund