Fem svømmere udtaget til OL

Jeanette Ottesen, Lotte Friis, Rikke Møller Pedersen, Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer er udtaget til OL og kan nu fokusere på at toppe, når startskuddet lyder i Rio. Alle fem svømmere har finalepotentiale, lyder det fra sportschef i Dansk Svømmeforbund, Lars Green Bach.
4. nov 2015
Jeanette Ottesen, Lotte Friis, Rikke Møller Pedersen, Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer er udtaget til OL og kan nu fokusere på at toppe, når startskuddet lyder i Rio. Alle fem svømmere har finalepotentiale, lyder det fra sportschef i Dansk Svømmeforbund, Lars Green Bach.

Det bliver et stærkt hold af svømmere, der til sommer står klar til at repræsentere Danmark ved bassinkanten ved OL i Rio, efter at DIF’s bestyrelse har udtaget fem svømmere til OL på baggrund af en indstilling fra Dansk Svømmeunion.

Lotte Friis er en af de svømmere, der nu kan sætte kryds i kalenderen, når flammen tændes i Rio den 5. august. Hun er allerede i fuld gang med forberedelserne til OL, som bliver hendes tredje OL. Derfor er hun fuld bevidst om, hvor stort et pres, der venter svømmerne.
”Jeg har haft to meget forskellige OL-oplevelser. Beijing var en succes, hvor jeg var den store positive overraskelse. Ingen - heller ikke jeg selv - havde forventet, at jeg vandt en medalje. I London mente alle, også jeg selv, at jeg var en af Danmarks største medaljekandidater, men det gik galt. Jeg fik en 4.-, 5.- og 6.-plads og oplevede OL i London som en fiasko. Så jeg har prøvet både at have succes og fiasko, og jeg føler derfor, at jeg er klar til at håndtere OL, uanset hvad Rio måtte bringe,” siger Lotte Friis.

Lotte Friis har haft et par turbulente sæsoner med svingende resultater, men nu er hun tilbage i top fem i verden og bruger både de gode og dårlige erfaringer til at fokusere endnu bedre, fortæller hun.
”De sidste par år har været nogle rigtig hårde år for mig sportsligt og på det personlige plan. Men jeg føler mig overbevist om, at de sportslige og personlige udfordringer, jeg har været igennem de sidste år, har gjort mig meget stærkere som menneske. De har givet mig nogle nye værdier og prioriteringer. "What doesn't kill you makes you stronger," lyder det fra Lotte Friis, der til dagligt træner i USA.

Medaljepotentiale
Alle fem svømmere, der nu er udtaget, har vist, at de hører til blandt de bedste i verden, og hvis alt går op i en højere enhed, kan vi se frem til yderst spændende finaler med dansk deltagelse, forklarer sportschef, Lars Green Bach.

”Alle fem svømmere hører til på øverste hylde. De har de seneste år leveret resultater til både EM og VM. Vi ved, at OL-finaler altid er utrolig tætte, men vi ved også, at svømmerne har potentiale til at præge finalerne. At de allerede bliver udtaget nu, giver os gode muligheder for at planlægge træningen i forhold til at præstere det bedste, de kan, når det hele går løs i Rio. Derfor fokuserer vi lige nu på at sikre dem bedst mulige forberedelser sammen med Team Danmarks eksperter,” siger Lars Green Bach.
Svømmerne har vundet masser af medaljer siden OL i London, og derfor er de en hjørnesten på det danske hold. Det understreger DIF’s OL chef de mission, Morten Rodtwitt.

”Jeg forventer, at svømmerne vinder medaljer, det vil jeg ikke lægge skjul på. Svømning står et godt sted på baggrund af nogle flotte resultater, og svømmeunionen har en meget stærk struktur. Det er et forbund og nogle svømmere, som ved, hvad de vil, og som er meget ambitiøse i deres tilgang til sporten,” siger Morten Rodtwitt.

Team Danmark deler Dansk Svømmeunions høje ambitioner om godt OL i Rio. Flere års tæt samarbejde mellem Team Danmark og unionens landstrænere og elitesvømmere har udviklet et landshold, der kontinuerligt vinder VM-medaljer i de olympiske discipliner, fortæller Lone Hansen, direktør i Team Danmark.
”Vi har sammen skabt et elitemiljø og en struktur, der giver mulighed for at udvikle svømmere i verdensklasse. Vel at mærke i en sportsgren med meget stor international konkurrence. Tidligere var danske medaljer i de olympiske discipliner en sjældenhed i svømning, men det er lykkes at bringe de bedste danske svømmere op på et så højt niveau, at vi deler ambitionen om et rigtig godt OL for svømmerne, der kan betyde medaljer. Det fortjener de,” siger Lone Hansen.   

En del af forberedelserne kommer til at foregå på Bermuda, hvor svømmerne skal træne på samme tidspunkt af døgnet som konkurrencerne i Rio. De skal undersøge, om svømmernes præstationer svinger afhængigt af, hvornår på døgnet de er i vandet. Samtidig skrues der op for dataindsamlingen sammen med en af Team Danmarks præstationsanalytikere, der minutiøst skal gennemgå hver en lille detalje i svømmernes løb – fra starten til sidste slag op mod pladen - for at finde de små justeringer, der kan give de sidste hundrededele af et sekund. 

De fem svømmere sikrede kvotepladser til Danmark ved VM i Kazan tidligere på året. Her svømmede kvindernes 400 meter medley og herrernes 200 meter fri også kvotepladser hjem til Danmark. Deres udtagelse til OL vil der blive taget stilling til på et senere tidspunkt. 

Yderligere kommentarer:
Lars Green Bach, sportschef, Dansk Svømmeforbund, 2920 6160, lgb@svoem.dk
Morten Rodtwitt, OL chef de mission, DIF: 43262078/29370916, mrt@dif.dk
Lone Hansen, direktør, Team Danmark: 60382527 loha@teamdanmark.dk

Pressebilleder af bl.a. Lotte Friis kan downloades på www.ol.dk

Fakta om OL i Rio:
5.-21. august 2016
Danmark har indtil videre sikret sig 61 pladser til OL i Rio, og DIF og Team Danmark forventer at kunne stille med et endeligt hold på cirka 135 atleter. Det er de enkelte specialforbund, der indstiller atleter til udtagelse, og det er bestyrelsen i DIF, der også er Danmarks Olympiske Komité, der står for udtagelsen.

Fakta om svømmerne
Lotte Friis
Alder: 27 år
Disciplin: 800 meter fri
Tidligere OL-deltagelser: 2008 i Beijing (3. plads), 2012 i London (4., 5., og 6., plads)
Medaljer ved EM, VM og OL: 8 guld, 10 sølv og 4 bronze

Jeanette Ottesen
Alder: 27
Disciplin: 100 meter butterfly
Tidligere OL-deltagelse: Athen 2004 (9. og 17. plads), Beijing 2008 (5. og 11. plads), London 2012 (6. og 7. plads)
Medaljer ved EM og VM: 15 guld, 13 sølv og 13 bronze

Rikke Møller Pedersen
Alder: 26
Disciplin: 200 meter brystsvømning
Tidligere OL-deltagelse: 2012 i London (4., 7. og 8. plads)
Medaljer ved EM og VM: 13 guld, 6 sølv og seks bronze
Verdensrekordindehaver i 200 meter brystsvømning

Mie Østergaard Nielsen
Alder: 19
Disciplin: 100 meter rygsvømning
Tidligere OL-deltagelse: 2012 i London (6., 7. og 17. plads)
Medaljer ved EM og VM: 8 guld, 3 sølv og 6 bronze

Viktor Bromer
Alder: 22
Disciplin: 200 meter butterfly
Medaljer ved EM og VM: 1 guld og 1 sølv

Indtil videre er disse atleter udtaget til OL:
Mark O. Madsen, brydning
Jeanette Ottesen, svømning
Lotte Friis, svømning
Rikke Møller Pedersen, svømning
Mie Ø. Nielsen, svømning
Viktor Bromer, svømning

Yderligere oplysninger om atleter, idrætsgrene, kvalifikationer, billeder samt presseinformation kan findes på www.ol.dk. Forberedelserne kan også følges via Facebook (Danmark til OL) og Instagram (@danmarktilol)