Fem atleter udtaget til Youth Olympic Games

Der bliver dansk deltagelse i fire forskellige discipliner i Lillehammer, hvor legene foregår.
19. jan 2016
Der bliver dansk deltagelse i fire forskellige discipliner i Lillehammer, hvor legene foregår.
Den 12. februar starter Youth Olympic Games i Lillehammer, og det bliver med deltagelse af fem danske atleter. Fælles for dem alle er, at de er mellem 15 og 18 år.   

Holdet består af:

  • Kristine Melberg - Ishockey Skills
  • Herman Borring Valset – Langrend
  • Marcus Toft Vorre – Alpint ski 
  • Ida Sofie Bünsov Brøns – Alpint ski
  • Nicoline Nielsen – Ski Cross

Ud over de fem danske deltagere består den danske delegation af Chef de Mission Jakob Ovesen og fire trænere eller ledere.   

”De unge talenter får erfaringer fra et stort multisport-event med deltagere fra mange lande, og de kommer til at konkurrere med de allerbedste jævnaldrende atleter. Forhåbentlig får de lyst til at træne videre, når den olympiske ild slukker i Lillehammer, så det her ikke bliver deres sidste deltagelse i et olympisk arrangement,” siger Jakob Ovesen.   

Legene løber fra den 12. februar til og med den 21. februar.

Om Youth Olympic Games

Youth Olympic Games er ungdommens olympiske lege. Visionen bag er at inspirere unge i hele verden til at deltage i idræt, leve sundt og efterleve de olympiske værdier, som blandt andet indebærer at vise solidaritet og udøve fair play. 

Lillehammer er den fjerde by i rækken af værter for Youth Olympic Games. Tidligere har Singapore og Nanjing været værter for sommerlegene, mens Innsbruck og nu Lillehammer afholder vinterlegene. Det forventes at 1100 unge atleter fra 70 lande skal konkurrere i løbet af legenes ti dage.

For mere information kan Chef de Mission Jakob Ovesen kontaktes på 28578581.