22 spillere er klar til OL-truppen

OL-landstræner Niels Frederiksen tror på sejre og avancement, efter at han har 22 spillere til OL-truppen på plads. En trup, der byder på både erfaring og en enkelt mulig landsholdsdebutant.
18. jul 2016
OL-landstræner Niels Frederiksen tror på sejre og avancement, efter at han har 22 spillere til OL-truppen på plads. En trup, der byder på både erfaring og en enkelt mulig landsholdsdebutant.

Om godt to uger spiller Danmark den første kamp ved OL i Brasilien mod Irak og i ugen efter mod Sydafrika og Brasilien. I dag er der sat navn på de 22 spillere, der rejser med til den store sportsbegivenhed.

Truppen tæller syv udlandsproffer, en debutant og et flertal af spillere, der har spillet med på U21-landsholdet de seneste par år. Hele 13 af spillerne var i juni med på OL-forberedelsestur i Korea, hvor Danmark vandt miniturneringen over OL-nationer som Honduras, Nigeria og Sydkorea.

OL-landstræner, Niels Frederiksen, er glad for nu at have de 22 navne på plads og ser frem til kampene til OL, hvor han tror på, at Danmark kan gå videre fra puljen:

”Vi går efter at gå videre fra puljespillet. Vi er oppe imod gode modstandere, både Irak og Sydafrika og særligt Brasilien. Men vi ved, at holdet kan spille op med de fleste, og hvis vi rammer vores niveau, så kan vi spille med om medaljer, hvis alt går godt,” siger Niels Frederiksen.

Udtagelsen af OL-truppen har ifølge OL-landstræneren været et svært puslespil med mange udfordringer, fordi OL finder sted samtidig som de første kampe i flere ligaer og de første kvalifikationskampe til Champions League og Europa League. OL-turneringen er ikke en FIFA-turnering, så klubberne er ikke forpligtet til at frigive spillere, hvilket også skaber udfordringer for flere af de andre deltagende landshold.

Samtidig er der de sidste uger indløbet afbud fra spillere, der egentlig havde fået ok fra deres klubber, men i mellemtiden er skiftet til nye klubber.

”Udtagelsen af denne trup har været et meget udfordrende puslespil, hvor brikkerne hele tiden har ændret format. Vi har ikke haft alle spillere til rådighed – og her til sidst har vi fået afbud fra spillere som Pierre Emile Højbjerg, Viktor Fischer og Lucas Andersen, som egentlig havde fået lov men nu har skiftet klub. Det er ærgerligt – men vi har kendt risikoen hele tiden,” siger Niels Frederiksen. 

Også i DIF er man glad for at en OL-trup endelig er på plads:

”Jeg vil gerne rose DBU’s landsholdsledelse for et godt arbejde under vanskelige vilkår. Niels Frederiksen gik meget tidligt i gang med arbejdet med at sammensætte en trup gennem dialog med klubber i ind- og udland, og resultatet er en trup, som kan gøre det godt i Brasilien,” siger Niels Nygaard, der er formand for DIF, som er Danmarks olympiske komité.

Fodboldholdet skal spille deres gruppekamp i Salvador og Brasilia. Men efter den første kamp den 4. august flyver holdet til Rio og indlogerer sig i den olympiske by, så de kan deltage i indmarchen.

”Det ligger os meget på sinde, at fodboldspillerne føler sig som en del af det danske OL-hold. Derfor glæder det mig rigtig meget, at de deltager i indmarchen den 5. august og får mulighed for at hilse på de andre danske atleter i OL-byen,” siger formand i Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard.

Se truppen her.