De ustoppelige

Man kan ikke sige OL uden at sige ’Guldfireren’. Båden har vundet medalje ved de seneste fem olympiske lege. Bliver det til alle gode gange seks?
5. aug 2016
Man kan ikke sige OL uden at sige ’Guldfireren’. Båden har vundet medalje ved de seneste fem olympiske lege. Bliver det til alle gode gange seks?

Af Jacob Bech Andersen. Foto: Foto: Dansk Forening for Rosport

Det blev til OL-guld i 1996, OL-bronze i 2000, OL-guld i 2004, OL-guld i 2008 og OL-bronze i 2012. Og nu går Danmarks legendariske letvægtsfirer også efter en topplacering i Rio.
Letvægtsfireren kommer i Rio til at bestå af Morten Jørgensen, Kasper Winther Jørgensen, Jacob Barsøe og Jacob Søgaard.

”Vi glæder os helt vildt. OL er jo lige om lidt, og forberedelserne går i den rigtige retning i forhold til at ramme den absolutte topform i Rio,” siger en af repræsentanterne i letvægtsfireren Morten Jørgensen.

Han erkender dog, at optakten har været lidt mere udfordrende end normalt. Morten Jørgensen har eksempelvis været igennem et længere skadesforløb, og ved EM i Tyskland stillede Guldfireren op i den tunge klasse, fordi Morten Jørgensen ganske enkelt vejede for meget til letvægtsfireren. Resultatet blev en sjetteplads.
                            
”Man skal ikke lægge så meget i, at vi stillede op i den tunge klase. Det var for ikke at gå for hurtigt frem og forcere noget i forhold til at få min krop klar og ned i vægt. Men det var god træning, og nu er fokus rettet mod letvægtsfireren og Rio,” siger Morten Jørgensen.

Vinderkultur
At det gennem en lang årrække er lykkes at fastholde båden blandt verdens absolut bedste skyldes en unik vinderkultur i elitemiljøet på Rocenteret i Bagsværd og en evne til at udvikle og implementere ny viden i den daglige træning, mener Team Danmarks direktør, Lone Hansen.

”Guldfireren er en institution og ubetinget succeshistorie i dansk eliteidræt, som inspirerer mange i og uden for sportens verden. Besætningen er efterhånden udskiftet flere gange, men hver gang er det lykkedes at fastholde det høje niveau. Det viser, at der arbejdes ekstremt professionelt hos roerne og deres træner Bent Fransson, ” siger Lone Hansen