Når kæden ryger af

AF CHRISTIAN MOHR BOISEN · FOTO DAS BÜRO

Lasse Norman Hansen var 20 år og kom fra baghjul, da han vandt OL-guld i Omnium på cykelbanen ved OL i London 2012. Forude ventede mere modvind end forventet:

“Efter London 2012 var jeg helt oppe og følte mig virkelig på toppen. Jeg har haft mange op- og nedture siden.” 

OL-guldvinderen fik en god start, da han skrev kontrakt i 2014 med Team Cannondale-Garmin for at forfølge drømmen på landevejen. Han opnåede en tredjeplads i Dubai i sit første løb, som dog hurtigt blev afløst af modgang på flere parametre. 

“Efter et langt træningspas fik jeg ondt i knæet. Det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne bøje knæet, men jeg blev ved med at køre alligevel. Jeg ville ikke selv acceptere, at jeg ikke kunne køre, så jeg kørte alle klassikere, og måtte hver gang udgå efter 100 kilometer.” 

Det var ikke kun knæet, der gjorde livet surt. Overgangen til “de voksnes rækker” hos Cannondale-Garmin medførte noget af et kulturchok hos den unge rytter. Som så mange andre ryttere før ham, der tager springet til fuldtidsprofessionel landevejscykling, oplevede Lasse Norman på egen krop, at man skal klare sig selv og ikke kan forvente hjælp fra nogen. Samtidig er man bundet til bestemte pligter.

“På mit tidligere hold Blue Water og på landsholdet havde jeg været vant til at få støtte, men hos Garmin havde jeg en bundet rolle og skulle løse bestemte opgaver hele tiden. Det er mentalt meget svært at yde noget og gøre det sidste, når man har løst den bundne opgave. Jeg mistede simpelthen mit ambitionsniveau,” siger Lasse Norman.

Knæskaden og de nye betingelser var et knæk for den unge rytter:

“Det var hårdt for selvtilliden. Efter mingode start i Dubai troede jeg jo, at jeg kunne meget mere. Jeg kom med stort mod og stort ego, men blev knækket og havde svært ved at komme op igen. I hvert løb skulle jeg enten arbejde for nogen, eller også styrtede jeg. Jeg kom mentalt eller fysisk amputeret ind hver gang. 
Der har været dage, hvor det hele var noget lort, og alting har været uoverskueligt.”

“Jeg var skuffet over mig selv, fordi jeg troede, jeg kunne mere, Det var svært at acceptere, at jeg ikke havde det niveau, fordi jeg selv mente, at jeg var bedre. Men når man kommer op på det niveau, er det altså en anden verden. Jeg fik nogle bøllebank.

Det er virkelig svært at køre mod de allerbedste, det er bare noget helt andet end U23. Jeg var vant til, at der var 10 mand, der var bedre end alle de andre. 
Så kommer man op, hvor det er en generation af de bedste og så en mere og en generation mere. Der er bare mange flere rigtig stærke, og fysisk og mentalt skal formen være helt i top for overhovedet at kunne gennemføre.”

Læs hele/resten af artiklen om Lasse Norman Hansen her