Tobias Thorning Jørgensen er nomineret til Bestsellers Olympiske Håb

Tre talentfulde atleter kæmper vanen tro om at blive hædret med prisen BESTSELLERs Olympiske Håb, der uddeles ved tv-showet 'Sport 2020'. Vinderen vil modtage støtte frem mod de kommende Olympiske og Paralympiske Lege.
18. nov 2020
Tre talentfulde atleter kæmper vanen tro om at blive hædret med prisen BESTSELLERs Olympiske Håb, der uddeles ved tv-showet 'Sport 2020'. Vinderen vil modtage støtte frem mod de kommende Olympiske og Paralympiske Lege.
For første gang, siden Daniel Wagner vandt prisen i 2012, er en para-atlet nomineret til BESTSELLERs Olympiske Håb, der i år uddeles for 12. gang til en lovende dansk atlet med en positiv attitude, olympiske drømme og stort potentiale inden for sin sport. Paradressurrytter Tobias Thorning Jørgensen, der allerede har imponeret med store internationale resultater og en øjeblikkelig 3. plads på verdensranglisten, er nomineret sammen med svømmer Alexander Aslak Nørgaard og skytte Stephanie Grundsøe.

- Det er kæmpestort for mig. Jeg blev helt mundlam, da jeg fik at vide, at jeg var blandt de nominerede. Det er surrealistisk. At være nomineret er virkelig en anerkendelse, der betyder rigtig meget både for mig og for teamet omkring mig. Og så synes jeg, det er fedt for paradressuren. Vi er nok stadig lidt ukendte, selvom vi egentlig laver rigtig mange store resultater, så forhåbentlig kan det her også gøre, at der er endnu flere, der får lyst til at følge med, siger Tobias Thorning Jørgensen.

Selvom det i år har været småt med internationale konkurrencer efter udsættelsen af de Olympiske og Paralympiske Lege i Tokyo, har den unge dressurrytter ikke haft svært ved at holde motivationen oppe i 2020.

- Det har slet ikke været svært at holde fokus. Det har været et vigtigt år for mig, og Jolene (Tobias' hest, red.) og jeg har haft god mulighed for at udvikle vores forhold, så vi står endnu stærkere næste år. Det er egentlig ligeså motiverende for mig som at ride stævner, siger Tobias Thorning Jørgensen, der har PL i Tokyo næste år som sit helt store mål.

Om prisen
BESTSELLER uddeler prisen som en del af det olympiske samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark. Med prisen følger 100.000 kr. inklusiv et tøjsponsorat på 25.000 kr. Støtten skal hjælpe vinderen på vejen mod at opfylde sine olympiske drømme. Vinderen bliver præsenteret ved tv-showet 'Sport 2020', som vises på DR1 i januar 2021. Årets prisfest bliver på grund af corona-epidemien en studieproduktion fra DR-byen uden publikum i stedet for det vanlige show i Herning.

Tidligere vindere af prisen inkluderer foruden Daniel Wagner olympiske medaljetagere som Sara Slott Petersen (atletik), Lotte Friis (svømning), Viktor Axelsen (badminton) og Rikke Møller Pedersen (svømning). Sidste års vinder, Tobias Bjerg, vandt prisen som BESTSELLERs Olympiske Håb 2019 på baggrund af en række danske og nordiske rekorder i 50m og 100m brystsvømning, samt medalje ved EM på kortbane, hvor Tobias dermed for alvor fik markeret sig internationalt.

Om de nominerede
Fakta om Alexander Aslak (født 2000)
Sport: Svømning
Klub: SIGMA SWIM
Resultater: Finalist i 1500m fri ved VM 2019. Dansk rekordholder i 1500 m fri. Sølv i 1500m fri ved junior-EM 2018.

Alexander Aslak er et af dansk svømmesports store talenter, som på få år har løftet sit sportslige niveau betydeligt til internationalt niveau. Den 20-årige svømmer blev den første dansker nogensinde til at kvalificere sig til VM-finalen i bassinsvømningens olympiske "marathon-disciplin", 1500m fri for herrer, og viste derefter sin formåen ved at sætte dansk rekord og samtidig svømme under OL-kvalifikationskravet.

Alexander har en eminent evne til mentalt at være i ”zonen”, når han skal konkurrere, og udstråler både glæde ved svømmesporten og vilje til at vinde. Han er en vellidt og respekteret svømmer på landsholdet og stiller løbende op til arrangementer under temaet 'Respekt for Vand' for at bidrage til at skabe glæde og styrke trygheden, hvor mennesker og vand mødes.

Fakta om Stephanie Grundsøe (født 2000)
Sport: Skydning
Klub: Ballerup Skytteforening
Resultater: Junioreuropamester i riffel 10m ved EM 2019. Guld i riffel 10m ved ungdoms-OL i 2018.

I de seneste år har Stephanie Grundsøe gennemgået en fantastisk udvikling, hvor hun har været et af de allerstørste juniornavne i skydesporten og samtidig allerede har bevist, at hun også kan begå sig på internationalt topniveau i seniorkategorien. Allerede som 16-årig rejste Stephanie til udlandet for at dygtiggøre sig fagligt såvel som sportsligt med topkvalificeret træning.

Først i Norge på NTG Kongsvinger (Norges Topidræts Gymnasium), og dernæst i USA med et næsten fuldt stipendium på Texas Christian University; et elitesportsuniversitet med en kvindelinje på skydning. Stephanie arbejder målrettet og disciplineret for at nå sine mål, og hun har tidligt i sin karriere valgt at satse 100 procent på skydningen, hvor hun er et forbillede for næste hold af talenter, der drømmer om at gå hele vejen.

Fakta om Tobias Thorning Jørgensen (født 2000)

Sport: Paradressur
Klub: Blue Hors
Resultater: Dobbelt guldvinder (grad III, individuelt) samt bronze (hold) ved EM 2019. Sølv (hold) og bronze (grad III, individuelt) ved EM 2017.

Tobias følger en stærk dansk tradition for dygtige paradressurryttere med overbevisende internationale resultater i en alder af blot 20 år. Han er en ambitiøs og skarp rytter, der ved EM sidste år tog både to individuelle guldmedaljer og en bronzemedalje i hold med hjem. Tobias går selv målrettet efter de Paralympiske Lege i Tokyo, og med hans placering som nummer tre på verdensranglisten er håbet og drømmen helt inden for rækkevidde.

Trods sin unge alder mestrer Tobias sit talent med en stor ro og modenhed. Han er utrolig vellidt og har samtidig en stærk vindermentalitet. Lysten og evnerne til at ride dressur kommer desuden ikke fra fremmede – Tobias’ mor, Line Thorning Jørgensen, er tidligere verdensmester i paradressur, og nu håber de at kunne rejse til Tokyo sammen i august 2021.