Idrætslivet ifølge Lasse Svan Hansen

Om Fortnite, GOG-hymnen og Roger Federers elegance.
29. jan 2021
Om Fortnite, GOG-hymnen og Roger Federers elegance.

Jeg begyndte at spille håndbold, fordi…
”…mange af mine venner begyndte at spille håndbold. Jeg spillede fodbold, og vi havde et fint fodboldhold, men fra den ene dag til den anden, så stoppede hele vores midtbane og begyndte i stedet at spille håndbold. De fire, der stoppede, var mine bedste venner, så derfor begyndte jeg at spille håndbold.”

Gudme, Oure og Gudbjerg er…
”…livet for mig. Det er i hvert fald første sætning i GOG-hymnen, og den sætning passer godt på de personer, der er i klubben. I GOG er der en helt særlig klubånd, som man ikke finder mange andre steder. Det er helt unikt, hvad der foregår på Sydfyn, og jeg er meget, meget glad for, at jeg tilbragte seks år af mit liv i GOG.”

OL i Rio var…
”…fuldstændig fantastisk. Jeg havde drømt om guldet, men jeg troede ikke, at det var en realistisk drøm. Jeg vidste, at vi havde holdet til at vinde, men efter OL-skuffelsen i London (Danmark tabte til Sverige i kvartfinalen, red.), så var jeg bevidsthed om, hvor svært det er at komme helt til tops, og hvor få OL-chancer man får i karrieren. Jeg er ovenud lykkelig over, at det lykkedes. Vi var både heldige og dygtige i Rio.”

Forskellen på at trække i landsholdstøjet og klubtøjet er…
…hmmmm…. Når jeg har været sammen med de samme mennesker i Flensburg hver dag i lang tid, så er det rart med en landsholdssamling eller en slutrunde, hvor jeg kan se nogle andre mennesker, snakke om noget andet og spille en anden slags håndbold. Når jeg har gjort det i en uge eller en måned, så er det rart at komme tilbage til klubben med fornyet energi. På den måde supplerer landsholdstrøjen og klubtrøjen hinanden rigtig godt. Men hvis jeg bliver tvunget til at vælge, så har jeg stadig en særlig stolthed over at trække landsholdstrøjen over hovedet.”

Man er gammel, når…
…man holder op med at have lyst til at lære nyt. Efter jeg rundede 30 år, har jeg altid tænkt, at når jeg ikke længere har lyst til at udvikle mig, så går det ned ad bakke. Det at have lyst til at lære nyt, det holder mig ung.

Når min håndboldkarriere stopper, så skal jeg arbejde med…
”…mental træning. Jeg har taget en uddannelse som mental træner og arbejder allerede med mental træning ved siden af håndbolden. Det er desværre ikke et område, som vi arbejder meget med i håndboldens verden. Det, synes jeg, er en kæmpe fejl, for jeg ved på egen krop, at det har givet mig meget ballast til at håndtere svære situationer.”

Jeg drømmer om, at…
”…Haha, ja, hvad drømmer jeg om? Jo, jeg drømmer om at rejse mere. Det kan være med familien, men jeg har også snakket med Anders Eggert (tidligere landsholdshåndboldspiller, red.) om, at når vi ikke længere spiller håndbold, så skal vi til USA, og så skal vi hele turen rundt med amerikansk fodbold, basket, ishockey, baseball osv. Det drømmer jeg om at få tid til.”

Hvis jeg kunne vælge mellem alle i verden, så ville jeg helst spise en middag med…
”…Roger Federer. Han har altid været mit forbillede. Det er ham, som jeg ser op til og prøver at spejle mig i. Alt, hvad han laver, gør han med en stil, lethed og elegance, som ikke findes noget andet sted.”

I vidste ikke om mig, at jeg…
”…spiller Fortnite. Og det gør jeg, fordi vi håndboldspillere har rigtig meget tid på hoteller, i busser og andre steder. Fortnite er bare rigtig godt tidsfordriv, som kan spilles med andre. Jeg bliver ikke verdensmester i Fortnite, og det er heller ikke planen, men jeg er blevet bedre til det. ”

OL i Tokyo 2020 er…
”…målet. Holdet er kvalificeret, så nu er målet, at jeg skal spille så god en sæson, at landstræneren mener, at jeg skal med til OL. Men OL ligger langt ude i fremtiden for mig. Mit hovedfokus er, at jeg skal holde det niveau, som jeg har haft i mange år, for så er jeg sikker på, at jeg har kvaliteterne til at skulle deltage i OL i Tokyo.”

 

FOKUS

Navn: Lasse Svan Hansen

Alder: 37 år

Klub: SG Flensburg-Handewitt

Bonusinfo: Har vundet alt, hvad der er værd at vinde: OL, VM, EM, Champions League og de nationale mesterskaber i Danmark og Tyskland.