Tæt på: Alexandra Bøje

Vi har taget en snak med badmintonspiller Alexandra Bøje om at flytte tidligt hjemmefra, en tiltrængt pause og powerkvinder.
15. mar 2021
Vi har taget en snak med badmintonspiller Alexandra Bøje om at flytte tidligt hjemmefra, en tiltrængt pause og powerkvinder.

Vejen til verdensklasse kræver…
”…hårdt arbejde, dedikation og for mit vedkommende kræver det også, at jeg er vild med at dyrke min sport og trives med det. Det kræver at det hele går op i en højere enhed. Og så handler det også om, at jeg har det godt både fysisk og mentalt. Men det kræver samtidig sine ofringer, og det har betydet, at gennem mit ungdomsliv og så vidt også nu er der nogle ting, jeg har måtte fravælge, for badminton kommer i første række.”

Min største oplevelse på banen var…
”… da Mathias (Christiansen red.) og jeg vandt Super 100-turneringen SaarLorLux Open i oktober. Det var min første turneringssejr på det her niveau. Vi spillede en virkelig god turnering og lykkedes med mange af de ting, vi havde arbejdet på, så det var en kæmpe forløsning og en rigtig god oplevelse.”

Jeg føler mig privilegeret, når…
”.. jeg er så heldig at kunne leve af min sport, det er en kæmpe gave at få lov at leve af det og rejse verden rundt. Samtidig er det mit job, så jeg får en masse oplevelser både inde og ude for banen.”


Hvis jeg ikke dyrkede badminton, så vil jeg…
” … arbejde med noget inde for tøj- og modebranchen. Det har altid haft min interesse, og jeg synes, det er spændende, hvordan man kan udtrykke sig forskelligt gennem tøjet.”

Når jeg ikke træner, så…
”… bruger jeg tid sammen med venner, familie og min kæreste Mathias. Jeg laver nok meget det samme som mange andre, som at gå ud og spise, købe to-go-kaffe og gåture i København.”

OL i Tokyo er…
”… en kæmpe drøm, som dog stadig er uvis, om den kan gå i opfyldelse. Vi ligger lidt uden for kvalifikation, men vi kæmper for at få en plads. Det vil betyde sindssygt meget, som lille drømte jeg om at komme til OL. Men samtidig er jeg kun 21 år, så hvis jeg ikke kommer med i år, tager jeg den bare om fire år.”

Danmark er…
”… et dejligt velfungerende land. Jeg synes Danmark er et sted, hvor jeg føler mig tryg og privilegeret.”

I vidste ikke om mig, at jeg…
”… flyttede hjemmefra, da jeg var 15 år. Jeg er fra Horsens, men har stort set altid spillet badminton i Århus. Først Århus Badmintonklub og senere Højbjerg Badmintonklub. Mine forældre kørte mig hver vej, men det blev for omfattende. Så jeg flyttede til Århus med min søster, og det gjorde det langt nemmere at være der, hvor det skete. Jeg føler selv, at jeg er blevet moden hurtigere og mere selvstændig. Da jeg var 18 år, flyttede jeg til København, og jeg er glad for, at jeg prøvede at bo ude i tre år inden, for København er trods alt ekstra langt væk, når familien bor i Jylland.”


Hvis jeg vandt 10 millioner kroner i Lotto, ville jeg…
”… bruge dem på at rejse til Australien og New Zealand, investere i en lejlighed og måske også købe nogle aktier. Og ja, så vil jeg da nok købe det, jeg lige stod og manglede."

Corona har…
”… givet mange udfordringer med på vejen, men personligt ramte epidemien på et godt tidspunkt. Vi havde rejst rigtig meget, så det var rart med en tiltrængt pause og samtidig kunne have et træningsforløb, der var længere, end det vi plejede. Der har været tid til at træne for at blive bedre og ikke bare træne for at træne. Der var tid til at gå ind og kigge ekstra på justeringerne, for at vi kunne optimere vores spil. Vi er klart kommet stærkere ud, og det synes jeg også, at vores seneste resultater har vist."

Min største rollemodel er…
” … ikke rigtig en bestemt, men jeg kan virkelig godt lide powerkvinder. Det kunne være Rihanna og Beyonce, de har noget kant og stærke budskaber. Kvinder der er med til at sætte et aftryk, og bruger deres stemmer til at hjælpe andre eller sætte fokus på emner, andre ikke tør tage fat i.”

Hvis jeg skulle lære én sætning på japansk, vil det være…
”.. Tusind tak. Det tænker jeg, at man kan komme langt med, og så tror jeg, at det er et ret høfligt folkefærd, og så er det også lige til at overkomme.”