Tæt på: Cathrine Dufour

Vi har taget en snak med dressurrytter Cathrine Dufour om at være introvert, slikafhængighed og heste-økonomi.
29. mar 2021
Vi har taget en snak med dressurrytter Cathrine Dufour om at være introvert, slikafhængighed og heste-økonomi.

Vejen til verdensklasse kræver…
”… hårdt arbejde og passion. Det er nøgleordene. Vejen til toppen kræver også, at du får hjælp fra familie samt venner og har et godt team omkring dig.”

Min største oplevelse på banen var,… 
” den er svær, for jeg har mange gode stævner. Men SAAB Top 10 i 2019, hvor jeg red på Cassidy, her var verdens ti bedste samlet. Jeg endte med at vinde og lave personlig rekord. Men jeg har mange store sejr med mit team, der har været med til at få tingene til at lade sig gøre trods alle odds.”

Jeg føler mig privilegeret, når…
”.. jeg kan mærke at både familie, partner og træner vil gøre alt, for at min drøm skal lykkes. Der føler jeg mig pisseheldig. De er der både, når det går godt og skidt.”

Hvis jeg ikke var dressurrytter, så var jeg…
”… badmintonspiller. Det er en sjov sport, der er fart på, og den er også individuel. Jeg er er ikke den store holdspiller, og synes det er fint, at det er min egen bagdel, der kommer på komedie, hvis tingene ikke flasker sig. Jeg kan kun lægge skylden på mig selv. Selvfølgelig har jeg en hest, som jeg skal samarbejde med, men at skulle træne og være afhængig af andre på banen, det fungerer ikke for mig. Selvom mange tror, at jeg er meget ekstrovert, så befinder jeg mig faktisk bedst i mit eget selskab.”

Når jeg ikke træner, så…
”.. træner jeg med min kæreste Rasmine eller underviser. Jeg underviser både rytter i ind- og udland, der er upcoming ryttere til landsholdet i Danmark og England. Dressur er ikke finansieret som andre sportsgrene, så jeg står selv for at få økonomien til at kører rundt, det er ikke bare en sport, det er også en forretning. Det koster 10.000 kroner om måneden at have en hest, og jeg har 14 heste, så der skal knokles igennem.”

OL i Tokyo er…
”… en kæmpe drøm. Men der er også rigtig mange udefrakommende faktorer i form af corona og hestevirus, der gør, at det er svært at få tingene til at hænge sammen.”

Danmark er…
”… et land, jeg er stolt af at skulle repræsentere. En ting er at ride ind som sig selv, men med det danske flag på, det er der en stor ære i.”

I vidste ikke om mig, at jeg…
”.. er total slikafhængig. Jeg elsker søde sager og kan have svært ved at styre mig ved bland-selv-slik afdelingen. Jeg er nok mere en enspænder, end jeg giver udtryk for, jeg er ikke så social anlagt.”

Hvis jeg vandt 10 millioner kroner i Lotto, ville jeg…
”… købe en ny hest til min partner [Rasmine red.] og en til mig. Bum. Så er de 10 millioner brugt. Jeg forsøger at leve så meget i nuet, som det er muligt.”

Corona er…
“… en rigtig bussemand. Alt er gået i stå i forhold til kvalifikationer, men jeg forsøger så godt, jeg kan at holde mine heste og mig selv skarpe. Jeg har oplevet at stå op ved startstregen, og så må man aflyse stævner. Så det har gjort, at vi ikke har meget tid til at pudse formen af. Men hvis man ser positivt på det, så har året med corona også gjort, at vi har kunne sætte gang i nye ting.”

Min største rollemodel er…
”… min partner Rasmine. Hun har et fedt livssyn, hun kan med alle, og det ser jeg virkelig op til. Karrieremæssigt ser jeg op til Isabel Werth, der er plus 50 og stadig skabe flotte resultater og kontinuerlighed i hendes præsentationer. Hun bliver ved med at være sulten, det synes, jeg er imponerende, for det kan jeg måske godt have svært ved. Hvis jeg har vundet et stævne, så går jeg efter noget andet, og ikke skabe bedre resultater inde for samme stævne. Men den ild Isabel har, den vil jeg gerne kunne bevare.”

Hvis jeg skulle lære én sætning på japansk, vil det være…
”… Kan du have en god dag. Det tænker jeg, er overkommeligt og en høflig sætning at kunne.”