Tæt på: Daniel Wagner

Vi har taget en snak med para-atlet Daniel Wagner om PL uden familien, vejen til verdensklasse og hans far.
15. apr 2021
Vi har taget en snak med para-atlet Daniel Wagner om PL uden familien, vejen til verdensklasse og hans far.

Vejen til verdensklasse kræver… 
”… minimum 600.000kr. om året i udstyr + en virkelig dygtig bandagist, som du skal have en meget fleksibel aftale med, så jeg hurtigt kan få repareret protesten, hvis den går i stykker, så det ikke går ud over træningen. Så kræver det en træner, som har været i gamet i lang tid, men samtidig ikke er bange for at tænke nyt i forhold til at udvikle en para-atlet.

 

Alt dette skal du være klar til selv at stå for som para-atlet, så når folk ofte siger, at vi para-atleter har det nemt, så griner jeg lidt indvendigt og ryster på hovedet. Udover de før nævnte udfordringer, så kommer alle de almindelige problematikker ved at være eliteatlet oveni som, ofre din ungdom, økonomisk usikkerhed, konstant præstations pres, skader der kan påvirke dig resten af dit liv, osv.”

 

Min største oplevelse på banen var,… 
”… da jeg vandt sølv til PL på 100 meter i 2016. Hele optakten var hård. Da jeg ikke havde leveret så hurtige tider, som jeg havde regnet med for at være blandt medaljetagerne. Det blev til et dramatisk løb hvor mig og en englænder krydsede målstregen så tæt, at dommerne skulle bruge flere minutter på en afgørelse, det føltes som timer. Det endte med, at de ikke kunne skille os ad, og fik begge tildelt sølvmedaljen.

En anden stor oplevelse var 100 meter finalen til VM i 2019. Optakten var endnu hårdere denne gang, da jeg bøvlede med en akillesseneskade, som gjorde, at jeg kun kunne løbe op til 70 meter uden at få ondt. Det påvirkede mig mentalt, at jeg ikke kunne forberede mig optimalt, og jeg havde lyst til at kaste håndklædet i ringen flere gange og melde fra til VM. Jeg endte dog med at tage afsted, og gjorde det godt i længdespring, hvor jeg vandt sølv, men under konkurrencen fik jeg et slag på min benstump, som gjorde, at jeg endte i en kørestol, da jeg ikke kunne have min protese på. Jeg blev nærmest rullet ind til 100 meter indledende i kørestol og havde ikke de store forhåbninger, men endte med at løbe mig i finalen med en overraskende god tid, så det gav lidt på selvtillidskontoen. I 100 meter finalen var jeg endt helt ude på bane 8 hvor du ikke har noget overblik, men jeg vidste at hvis jeg skulle have en lille chance for medalje, så skulle jeg løbe den bedste 60 meter i mit liv og prøve at overleve de sidste 40 meter. Jeg endte med at vinde guldmedaljen med 0,02 sekunder til alles overraskelse inklusiv mig selv, og det kan man også se på tv-billederne, normalt viser jeg ikke så mange følelse, men denne gang fik de frit løb.”

Jeg føler mig privilegeret, når…
”… jeg kigger tilbage på de resultater, jeg har opnået i en alder af 27 år. Rejsen fra sengekanten til medaljeskamlen har ikke været en ren glidebane, men det har gjort mig stærkere, og jeg har fået et fundament, der ikke er til at ryste.”

Hvis jeg ikke dyrkede atletik, så var jeg…

”… snowboarder eller foredragsholder. Jeg er stadig ved at finde ud af, hvad jeg er ud over atlet. Jeg har altid haft svært ved at tage en uddannelse, og når tingene er spidset til, har jeg prioriteret sporten. Jeg har en halv kaospilotuddannelse, men jeg er i tvivl, om jeg skal tilbage.”

 

Når jeg ikke træner, så…

”… har jeg en protese, der skal passes og plejes. Min sponsor Össur er fra Island, så der er jeg oppe et par gange om året og er dybt involveret når protesten skal udvikles. Ellers tager jeg ud og holder foredrag og inspirere unge, samt er løbeinstruktør på en løbeskole for benamputerede, der afvikles sammen med Sahva, som også hjælper mig med mine proteser. Jeg brugte et halvt år på at lære at løbe igen. Nu kan jeg lære andre med en protese at løbe på 15 minutter. Det er en livsbekræftende begivenhed, når man har troet, at man aldrig kunne løbe igen.

 

Da jeg ville ind for para-atletik, var der begrænset informationer i forhold til hvordan man løber og springer som benamputeret, så jeg var selv meget opsøgende og var heldig at blive inviteret af Parasport Danmark til at tage med til en konkurrence i Tyskland kun for at se hvordan de bedste inden for min klasse gjorder tingende. Det gav rigtig meget viden og motivation og satte også baren for hvad det kræver at være med.”

 

 

PL i Tokyo er…

”… skræmmende, og der er et stort pres på en. Jeg har stået på skamlen ved hvert sommer PL, jeg har deltaget i og går efter guldet til sommer. Men man skal passe på med at sætte næsen for højt, for konkurrencen spidser hele tiden til. Det bliver skræmmende ikke at have min familie med mig. Det er noget af det fedeste at have nogle at dele det med. Mentalt har jeg forberedt mig på, at de ikke kommer med over til Tokyo. Jeg håber der kommer japanske tilskuere da jeg elsker et fyldt stadion, jeg er lidt af en showman når det gælder konkurrencer.”

 

Danmark er…

”… Koldt, våd og blæsende. Men så er det godt, at jeg kan træne indenfor.”

 

I vidste ikke om mig, at jeg…

”… I 2018 tog 10 kilo på og ikke kunne passe mit løbeben. Det var i en periode, hvor jeg havde en pause på tre måneder fra atletikken, hvor jeg var i Barcelona som kaospilot. Det var hårdt at komme tilbage til atletikken, men jeg lærte meget om mig selv i den periode. Normalt har jeg ret godt styr på min vægt og jeg kan faktisk godt lide at eksperimentere med kost og søvn og gerne gøre det lidt ekstremt. I perioder går jeg på en 0-sukker kur, hvor alt sødt er forbudt som, kage, sodavand, frugt, juice og sødemiddel. Det virker fantastisk for mig, da jeg stadig må spise alle de kulhydrater og fedt som jeg vil, jeg elsker nemlig pasta og hjemmelavet pizza. I øjeblikket eksperimenterer jeg med min søvn. Hvor jeg står op kl. 5.30 og går i seng kl. 21.00. Om morgen har jeg derfor lejligheden helt for mig selv og når en masse ting, som jeg tidligere har været bagud med.”

 

 

Hvis jeg vandt 10 millioner kroner i Lotto, ville jeg…

”… købe Teslaaktier.”

 

Corona er…
”… fair. Forstået på den måde, at den har ramt hele verden – også sportsmæssigt. Selvfølgelig har vi forskellige udgangspunkter verden over i form af sundhedsvæsenet, men jeg tænker tit på om de havde udskudt Tokyo hvis corona kun havde ramt Europa, eller Sydamerika, jeg tror det ikke.”

Min største rollemodel er…

”… min far. Han har været en katalysator og supporter på så mange punkter. Han er lidt min mentale coach og en, jeg ser op til i forhold til den måde, han lever og ser tingene på. Min succes falder klart tilbage på min far og min familie.”

 

Hvis jeg skulle lære én sætning på japansk, vil det være…

”… sushi – nej tak. Ramen, ja tak.”