Tæt på: Fredrik Bjerrehuus

Vi har taget en snak med bryder Fredrik Bjerrehuus om familie, jordbærtærter og privilegier.
25. maj 2021
Vi har taget en snak med bryder Fredrik Bjerrehuus om familie, jordbærtærter og privilegier.

Vejen til verdensklasse kræver…
”… at man går all in. Da jeg blev en del af toppe, så var jeg nødt til at stole på processen, og huske at restituere, passe min søvn, spise sundt og de her andre ting, som for nogle er små ting, men som for mig er med til, at jeg kan nå mine drømme og mål. Men det er også på grund af min familie, at jeg er her, hvor jeg er i dag. Min familie er altid gået op i sport, særligt min mor ser altid dansk sport, mens min far mest går op i min sport, og hvordan jeg har det. Det gør derfor også lidt ondt i hjertet, at min mor ikke skal med mig til Tokyo. Sporten har måske også dannet mig på nogle punkter, og gjort mig mere respektabel som person, for jeg er jo nok lidt mere drengerøvsagtig, når jeg er sammen med vennerne. Men det skal der også være plads til.”

Min største oplevelse på banen var…
”… da jeg vandt Thor Masters og VM da jeg kvalificerede mig til OL, hvor min familie var med. De har været der siden dag ét, og det at kunne vise dem, at de sidste mange års træning har båret frugt, det betyder meget. Især inde for brydning rejser vi meget, og da jeg samtidig bor i København, så er det ikke så tit, at jeg lige kommer hjem og spiser frikadeller med brun sovs hos mor og far i Herning.”

 

Jeg føler mig privilegeret, når…
”… jeg går i seng hver aften. For jeg har en dejlig familie, der støtter mig, gode venner og til hverdag dyrker jeg min drøm. Jeg vågner op og gør det, jeg elsker. Jeg havde Corona her i foråret, og var i isolation, det gav mig rigtig meget tid til at tænke over, hvad jeg værdsætter. Det er ikke de materielle ting, det er de mennesker rundt om mig, der har gjort mig, til den jeg er i dag.”

Hvis jeg ikke var bryder, så var jeg…
”… fysioterapeut. Tænker måske at tage uddannelsen en dag. Her har jeg mulighed for at trække på egen erfaring og viden inde for sportens verden.”

Når jeg ikke træner, så…
”… hygger jeg med min familie og venner, laver mad, går ture som mange andre. Jeg kan godt lide at fiske og ellers lave aktive ting med vennerne som at stå på paddelboard, spille golf eller på en anden måde få sporten ind på en sjov og underholdende måde.”

Foto: Lars Møller

OL i Tokyo er…
”… min sportslige drøm. Det har været en rutsjebanetur det sidste år, og der har været stor uvished og forvirring, da der er kommet så mange udmeldinger fra forskellige parter. Men jeg har også forsøgt at sætte de bekymringer til side, for jeg kan personligt ikke gøre hverken til eller fra, så jeg har bare fokuseret på at gøre mig så klar som muligt.”

Danmark er…
”… et land, der har lidt af det hele. Det er et smukt land, der har alt fra den friske natur i Søndervig til hovedstadens gamle smukke bygninger. Jeg tror også, at danskerne her under Corona måske har fundet ud af, at Danmark faktisk slet ikke er så tosset. Tror ikke man skal undervurdere en god road trip gennem Danmark.”

I vidste ikke om mig, at jeg…
”… flyttede hjemmefra som 16-årig til Nykøbing Falster, så der var en del vasketøj, der hobede sig op. Jeg forstod ikke helt, det ikke endte i skabet, som det plejede. Jeg kan snildt spise to af de store jordbærtærter, uden kvalme og dårlig samvittighed. Jeg spiller Pokemon Go, for at kunne sende pokemoner til mine niecer og nevøer. Derfor er jeg ret så populær som onkel, i hvert fald de første 10 minutter, inden de vil have en ny Pokemon.”

 

Hvis jeg vandt 10 millioner kroner i Lotto, ville jeg…
”… betale de lån af som mine familie og venner har. Jeg mangler ikke selv rigtig noget.”

Corona er….
”… ødelæggende. Familier der har mistet deres kære, folk har mistet arbejde og virksomheder må lukke ned. Jeg havde Corona her i foråret, og der kedede jeg mig ærlig talt. Men jeg havde heldigvis venner, der kom forbi med jordbærtærte, og vi Facetimede en del, og så fik jeg også spillet en del Pokemon Go. Jeg håber og tror, at vi kommer tilbage til en nogenlunde normal hverdag, for rigtig mange mennesker bliver psykisk påvirket af den situation, vi har stået i og står i.”

Min største rollemodel er…
”… irske Conor McGregors, der dyrker MMA. Han var på kontanthjælp, da han trænede MMA, men steg i graderne og fik en kontrakt med UFC. Hans historie er inspirerende. For han gik fra ikke at have noget mellem hænderne til økonomisk stabilitet. Tror generelt at de personer, jeg ser op til, er dem, der går efter det, de drømmer om, og ikke tænker på hvad andre tænker om dem.”

Hvis jeg skulle lære én sætning på japansk, vil det være…
”… hvor kan man få den bedste sushi? Det tænker jeg ikke er helt dumt, når vi skal til Japan.”