”Klassifikation er en enhjørning, som kan larme i perioder”

Klassificering er med til at skabe en fælles ramme for para-atleter, men det kan også være med til at skabe usikkerhed og frustrationer, fortæller Lykke Guldbrandt, der er ansvarlig for klassifikation i Parasport Danmark.
30. jun 2021
Klassificering er med til at skabe en fælles ramme for para-atleter, men det kan også være med til at skabe usikkerhed og frustrationer, fortæller Lykke Guldbrandt, der er ansvarlig for klassifikation i Parasport Danmark.

Klassifikationssystemet gør det muligt at klassificere atleterne, så to atleter med helt forskellige handicap kan stille op i samme klasse, hvis klassifikationen har vist, at de trods deres forskellige handicap har nogenlunde samme funktionsniveau i forhold til deres idrætsudøvelse.

”Klassifikation er en enormt kompleks størrelse, og klassifikation kan være en enhjørning, som kan larme i perioder,” siger Lykke Guldbrandt der er idrætskonsulent og klassifikations ansvarlig i Parasport Danmark.

Et blækspruttejob  
Det er med at holde tungen lige i munden, når man taler med Lykke Guldbrandt omkring de mange arbejdsopgaver, der ligger på hendes klassifikationssbord .

”Mit arbejde indeholder blandt andet det overordnede ansvar for klassificering hos Parasport Danmark, klassifikationsforberedelser til atleterne, udarbejde dokumenter til klassifikationer der skal udfyldes af sundhedspersoner, løbende overblik over atleternes handicap, indgivelse af protester og appeller,  samt en lang række andre administrative opgaver hvor meget af det foregår på latin, da vi arbejder inde for den sundhedsfaglige verden,” siger Lykke Guldbrandt, der har en baggrund som fysioterapeut.

Cirka hvert andet til tredje år bliver para-atleter set af et klassifikationspanel, der består af sundhedsfaglige personer, der skal vurdere, i hvilken klasse para-atleten skal være.

”Nogle atleter har et progressivt handicap, der gør, at man kan bede om en ny klassifikation. Det ses ofte hos atleter, der har muskelsvind, for her falder muskelfunktionsniveauet over tid på en anden måde end hos atleter, der har en protese,” siger Lykke Guldbrandt, der i samarbejde med elitekonsulenten Jonas Schmidt Christensen gennemgår bruttolandsholdslisten af para-atleter fire gange årligt, for at have styr på om der er nogle atleter, der skal have en ny klassifikation.

Protest af klassifikation

Hvis man er uenig i den klassifikation, som en atlet er blevet tildelt, er der mulighed for at indgive en protest. Dette skal ofte gøres inden for 30-60 minutter efter klassifikationen. Her er Lykke Guldbrandt med til at vejlede og supporte træneren.

”I en situation hvor man mener, at en atlet er kommet i en for høj klasse, så går man ind med en række argumenter, som man kan have forberedt på forhånd inden klassifikationen og bede om, at der er et andet klassifikationspanel, der skal tilse atleten.”

Klassifikation består af to dele – vurdering og opfyldelse af mindstehandicap og tildeling af klasse, og den styres overordnet af de internationale idrætsorganisationer og IPC. Mindstehandicap er den funktionsnedsættelse, der som minimum skal være til stede for, at idrætsudøveren må deltage i den pågældende idrætsgren.

Den hårde bagside af klassificering
Klassifikation kan som nævnt have en afgørende betydning for den klasse, para-atleten kommer i. Og nogle gange sker det, at klassifikationen udelukker atleten fra parasport. Tilbage i september 2019 blev EM- og VM-sølvinder Sophie Walløe klassificeret ud af international parabordtennis. Selvom Parasport Danmark appellerede, fik de ikke medhold. Den nye klassifikation skete på baggrund af nogle nye tiltag i systemet, der løbende bliver opdateret.

”For at være helt ærlig, så bliver jeg tung om hjertet i forhold til sagen med Sophie. For para-atleter er mennesker der ofte kæmper med ting i det daglige. Men inde for sporten kigger man på atleten. Du får en anden identitet ud over dit handicap. Det bliver ikke din definition, når du står på banen,” forklarer Lykke Guldbrandt, der har arbejdet med klassifikation i over 10 år.

Det mentale parameter
Selvom klassifikationssystemet er med for, at der er et fælles regelsæt, så kan det i flere tilfælde være med til at skabe usikkerhed og fylde mentalt meget hos atleterne.

”Klassifikation har en enorm stor betydning i forhold til muligheden for at være med om medaljer og en sportspsykologisk faktor i forhold til at forberede sig. Nogle gange kan man føle, at man får en uretfærdig behandling i forhold til den klasse, man ender i, når man så ser de atleter, man skal op imod,” siger Guldbrandt og tilføjer:

”Når du bliver klassificeret, får du hårdt sagt udstillet dit handicap. Derfor fylder det mentale aspekt for para-atleter langt mere, end mange er klar over. Derfor har vi også sportspsykologer tilknyttet, så der er fagfolk til at tale med atleterne i forbindelse med en klassificering.”

Høje klasser vs. lave klasser
Siden 2007 har IPC indført et regelsæt for udvikling og implementering af klassifikation inden for alle de paralympiske idrætsgrene – det såkaldte Classification Code.

De enkelte idrætsgrene har deres specifikke klassifikationssystem, men det er vigtigt, at der eksisterer et fælles regelsæt og en procedure, da systemets vigtigste opgave er at være fair, robust og gennemskueligt.

Derefter bestemmer man, hvilken klasse atleterne tilhører inden for lige deres sportsgren efter de forskellige færdigheder, der kræves for at udføre sporten.

Sportsgrene - som eksempelvis svømning - har udviklet et funktionelt klassifikationssystem, hvor primært fysisk handicappede kan konkurrere mod hinanden på tværs af handicap, efter hvilken klasse de tilhører (S1 til S10), så hver enkelt handicapgruppe ikke længere har sine egne klasser.

Det betyder, at atleter med rygmarvsskader kan deltage i de samme konkurrencer som atleter med cerebral parese (spastikere, red.) eller atleter, som mangler lemmer. Jo højere du ligger i klassifikation, jo lavere er din funktionsnedsættelse.

Point efter handicap

I en sportsgren som kørestolsrugby er der restriktive kvalifikationskriterier, hvor atleterne skal have et handicap, der begrænser deres kapacitet til at spille rugby ’normalt’. Herefter bliver atleterne klassificeret efter handicap i kørestol og givet en rating. Spillerne med det mindste handicap får flest point (3,5), og dem med mest handicap får de laveste point (helt ned til 0,5).

Man kan maksimum have 8 point på tværs af de fire spillere på banen. Atleterne med det største antal points er ‘glamour-spillerne’, men alle spiller en rolle på banen.

Som situationen er lige nu, skal to rugbyspillere klassificeres under de Paralympiske Lege.

”Det forstyrrer konkurrencen rigtig meget, hvis man skal klassificeres under så stor en sportsbegivenhed som de Paralympiske Lege. Der er en lang række atleter, der grundet corona ikke har kunne komme ud til stævner og derfor ikke har kunne blive klassificeret endnu. Og det kommer til at spille psykisk ind på de spillere, der måske skal klassificeres under PL,” siger Lykke Guldbrandt.