Kongens efterfølger

Vi skal have en ny olympisk mester på 100-meteren. Usain Bolt er trådt tilbage efter tre OL-guld på stribe, men hvem skal så tage over? Danske eksperter vurderer ‘kronprinserne’ til OL’s kongedisciplinen.
31. jul 2021
Vi skal have en ny olympisk mester på 100-meteren. Usain Bolt er trådt tilbage efter tre OL-guld på stribe, men hvem skal så tage over? Danske eksperter vurderer ‘kronprinserne’ til OL’s kongedisciplinen.

De fleste OL-entusiaster husker vist første gang, at Usain Bolt på 9,69 sekunder stemplede ind ved De Olympiske Lege i 2008. I finalen på herrernes 100-meter-distance sprintede jamaicaneren afsted, stoppede op et par meter foran målstregen, kiggede på sine modstandere, slog sig på brystet og sikrede sig øjeblikkelig olympisk udødelighed. Ikke alene vandt han guldet. Han satte også verdensrekord i suveræn og nærmest pralende stil.

Men nu mangler De Olympiske Leges kongedisciplin en konge. Efter 12 års uafbrudt styre er Usain Bolt abdiceret. Verdens hurtigste mand stiller ikke op ved OL i Tokyo, og for første gang siden Beijing 2008 skal der derfor kåres en ny vinder af den vel nok mest ikoniske OL-disciplin af dem alle. Men hvem er kronprinserne, der er klar til at tage over efter kongen af 100-meteren?

Mange kronprinser

Ifølge Jakob Larsen, direktør i World Athletics og tidligere direktør i Dansk Atletik Forbund, er kandidatfeltet så bredt, at vi skal over 15 år tilbage for at se noget lignende. “Ved VM-finalen i 2003 var der kun 15 hundrededele mellem de seks første, og det er lidt den samme situation, vi står i her før OL i Tokyo. Billedet er uklart, og nu hvor kongen er væk, er der mange kronprinser,” siger Jakob Larsen.

Bo Overgaard er sportschef i Dansk Atletik Forbund, og han er enig i, at der ikke er én kandidat, der overstråler alle andre. Han tror, at den næste konge på 100-meteren kan blive ham, der er bedst til at håndtere coronaen. “Der er mange om buddet om medaljerne i 100 meter-finalen. Og jeg tror, at det bliver et element, hvem der er bedst til at håndtere de restriktioner, som coronaen medfører,” forudser Bo Overgaard.

Kongens nye sko

Udover corona-håndtering og ikke mindst evnen til at kunne løbe vanvittigt hurtigt, så er der mange andre elementer på spil i en olympisk 100-meter-finale. Ved OL skal sprinterne eksempelvis levere flere toppræstationer på kort tid, og derfor er det helt essentielt, at den enkelte sprinter også er lynhurtig til at restituere, så kroppen - og hovedet - hurtigt er klar til start igen. “Du skal løbe tre runder på to dage. Her[1]under en semifinale, hvor man ikke bare kan være sikker på at gå videre. Der skal også løbes til i en semifinale. Så er der typisk nogle timer, og så er der OL-finale. Det er noget andet end bare at hive en enkelt kanin op af hatten til et endagsstævne,” siger Jakob Larsen.

En anden joker i spillet om at blive ’kongens efterfølger’ på 100-meteren, er de nye såkaldte ’super-sko’. De er udstyret med eftergivelige carbonsåler, som øger elasticiteten i atletens fod, så der går mindre energi tabt, hver gang foden rammer løbebanen. ”De nye sko gør, at verdensrekorderne på 100 og 200 meter ikke nødvendigvis er helt så holdbare, som man indledningsvis troede. Og man kommer jo et stykke nærmere at være ‘kongens efterfølger’, hvis man tager kongens rekord,” siger Jakob Larsen.

Her er de lynhurtige atleter, der har været under de magiske 10 sekunder i 2021.

Den aktuelle verdensrekord blev sat i 2009. Den lyder på 9,58 og ejes af Usain Bolt.

9.88 Trayvon Bromell, USA

9.91 Fred Kerley, USA

9.94 Ronnie Baker, USA

9.94 Jo’Vaughn Martin, USA

9.94 Tlotliso Gift Leotlela, Sydafrika

9.95 Lamont Marcell Jacobs, Italien

9.96 Cravon GILLESPIE, USA

9.97 Benjamin Azamati-Kwaku, Ghana

9.97 Kyree King, USA

9.98 Justin Gatlin, USA

9.98 Bingtian Su, Kina (-0,9)

9.99 Akani Simbine, Sydafrika (-3,0!!)

9.99 André De Grasse, Canada

9.99 Isiah Young, USA

Eksperternes bud på en ny konge

Trayvon Bromell, USA “Hvis jeg kun måtte pege på én, så ville jeg pege på Trayvon Bromell. Tendensen er den rigtige. Han har været væk i nogle år med skader, og så er han kommet tilbage og har løbet fornuftige løb indendørs. Det ser altså rigtigt lovende ud for ham,” mener Jakob Larsen.

Chris Coleman, USA “Mit bedste bud er Chris Coleman fra USA. Han er nummer et på verdensranglisten, og har et stabilt højt niveau. Han vandt også VM i Doha i ‘19, hvilket i sig selv peger på, at han har det, der skal til,” mener Bo Overgaard.

Akani Simbine, Sydafrika “Det der er specielt med sydafrikanere er, at de meget tit løber i højderne i den tynde luft. I World Relays i maj løb Akani Simbine den hurtigste delstrækning af alle. Han er medaljekandidat på 100-meteren. Helt klart!,” siger Jakob Larsen.

Lamont Jacobs, Italien “Manden med det ikke særligt italiensk-klingende navn er europamester indendørs på 60-meteren. Han løb så utro[1]ligt hurtigt ved EM-inde, at det fik mig til at sige ‘Hov! Der er noget i støbeskeen her. Ham skal vi lige holde øje med,” siger Jakob Larsen.

Andre de Grasse, Canada “Andre de Grasse er en af de lidt yngre, der er på vej frem. Der er enormt meget pres på, når man står og skal performe i en stor finale, og derfor betyder det enormt meget, at man har stået der før,” siger Bo Overgaard.

Bingtian Su, Kina “Kineserne har fået en amerikansk sprinttræner, og jeg vil være meget overrasket, hvis ikke Bingtian Su er med i finalen. Og der ser jeg ham også kæmpe med om medaljerne,” siger Jakob Larsen