To danske ishockeymænd testet positive for corona

Matthias Asperup og Nick Olesen er testet positive for corona ved ankomst til Beijing. De er nu isoleret på et hotel.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Jakob Draminsky
2. feb 2022
Matthias Asperup og Nick Olesen er testet positive for corona ved ankomst til Beijing. De er nu isoleret på et hotel.

Tirsdag ankom den sidste del af den 62-personer store danske OL-trup til Beijing. Efter de obligatoriske coronatests i lufthavnen og opfølgende tests i OL-byen viser det sig, at ishockeyspillerne Matthias Asperup og Nick Olesen begge er testet positve for corona. 

”Vi er glæde over, at vi nu har alle 62 danske atleter på plads i Beijing, men det er naturligvis en streg i regningen, at to mandlige ishockeyspillere er testet positive ved ankomst. Vi føler med de to spillere, som nu ikke får den start på OL, som de havde håbet. Heldigvis var vi forudseende ved afrejse, da vi vidste, at det kunne ske, så ishockeyholdet havde reservespillere med på flyet. Holdet kan derfor gennemføre deres træninger med fuld styrke, indtil de to isolerede spillere forhåbentlig snart er tilbage på isen." - Mikkel Sansone Øhrgaard, der er chef de mission for det danske OL-hold

Inden afrejse afleverede alle danske ishockeyspillere to negative testresultater, som OL-reglerne foreskriver. Det samme var tilfældet for ishockeykvinderne, der ankom for snart en lille uge siden til Beijing. De endte i lighed med deres mandlige kolleger med, at to spillere afleverede to positive testresultater ved ankomst. De to kvinder, Lilli Friis Hansen og Kristine Melberg Hansen, har sidenhen fremvist de obligatoriske to negative testresultater og træner derfor med resten af holdet igen.

For Matthias Asperup og Nick Olesen gælder nu, at de er isolerede på et hotel, hvor de dagligt testes. Så snart de kan fremvise to negative testresultater, så kan de komme tilbage til OL-byen og indgå i træningen sammen med resten af holdet.

”Vi er ret trygge ved de skrappe krav, der stilles til coronatesten ved ankomst og forventer ikke, at vi får andre end Matthias og Nick i isolation. Adgangstestene vil finde mange positive deltagere, og de vil så blive udtaget til ekstra tests for vores fælles sikkerhed. Vi ved fra kvindernes ankomst og første dage, at langt de fleste efterfølgende cleares af de to opfølgningstests. Men det er fint, at man identificerer mange potentielt smittede og udtager disse til kontrolchecks, og at processen er velfungerende og ret hurtig i forhold til de opfølgende tests. Spillere, der har været igennem dette spor, kan deltage i træninger og kampe som alle andre, og lige nu ønsker vi blot, at Nick og Matthias hurtigt får testet negativ og kan vende tilbage til OL-byen.”

Nærkontakterne fra flyet til Matthias Asperup og Nick Olesen kan fortsat træne med holdet, men skal ellers ikke blande sig med andre i forbindelse med spisning mv.

Det mandlige danske ishockeylandshold spiller første kamp mod Tjekkiet den 9. februar.

Yderligere kommentarer:

  • Kim Pedersen, delegationsleder for de to danske OL-ishockeylandshold, 20107944

  • Mikkel Sansone Øhrgaard, chef de mission for det samlede danske OL-hold, 51559334

Kim og Mikkel er i Beijing er dermed syv timer foran Danmark. De fanges bedst via opkald på Whatsapp.

Flere nyheder