Curlingkvinderne er klar til vinter-OL
Curlingkvinderne er klar til vinter-OL
Det danske kvindelandshold i curling har kvalificeret sig til vinter-OL, der afholdes i Milano Cortina 2026. Kvalifikationen til OL er kommet i hus efter en samlet 7.plads ved VM, der pt. spilles i Sydkorea. Sammenholdt med Danmarks resultater fra sidste VM i 2024, er det således nu ganske vist, at Danmark har sikret sig adgang til legene i Italien 2026
Dermed tilslutter curlingkvinderne sig de danske ishockeyherrer i vinter-OL-truppen. En trup, der forventes gradvist udbygget i de kommende måneder frem mod legene i februar 2026.
Mikkel Sansone Øhrgaard, der er Danmarks chef de mission for vinter-OL, er pt. i netop Milano Cortina i forbindelse med forberedelser for det danske OL-hold frem mod vinter-OL næste år. Han siger:
”Curlingkvindernes OL-kvalifikation er jo en fantastisk nyhed, og det er enormt positivt, at vi nu med sikkerhed – næsten et år før vinter-OL – ved, at vi har både dansk ishockey og curling med til Milano Cortina.” Mikkel Sansone Øhrgaard ser på alle niveauer frem til et storstilet vinter-OL i Milano Cortina.
”Forberedelserne er naturligvis i fuld gang hernede, og jeg er sikker på, at vinter-OL 2026 bliver en kæmpe sportsfest i fantastiske rammer,” siger Mikkel Sansone Øhrgaard.
Curling-konkurrencerne ved vinter-OL 2026 finder sted på det legendariske Olympiske Isstadion i Cortina d'Ampezzo. Et isstadion, der blandt andet lagde arena til den olympiske åbningsceremoni ved vinter-OL i Italien 1956 og ikke mindst scene til James Bond-filmen ’For Your Eyes Only’ fra 1981 .