Historisk dansk OL-udtagelse
Det var en vild historie og ganske overraskende for de fleste danskere, da unge Maja Voigt tilbage i 2024 drønede afsted i sin bobslæde ved ungdoms-OL i Sydkorea og vandt guld som den første danske vintersportsatlet nogensinde.
Nu to år senere er 18-årige Maja Voigt trådt ind i de voksnes bobslæderækker, og her er succesen fortsat. Maja Voigt har sikret sig point nok i world cuppen til at kvalificere sig til OL. Derfor har Danmarks Olympiske Komité i dag udtaget Maja Voigt i disciplinen monobob til vinter-OL i Milano Cortina 2026.
”I et land uden høje bjerge og bobslædebaner må man bare sige, at det er dybt imponerende, at Maja Voigt har sikret sig OL-udtagelse. Der ligger både talent og hårdt arbejde bag den her præstation, og vi glæder os voldsomt til at se Maja Voigt hamre afsted i iskanalen i Cortina,” siger DIF’s chef de mission til vinter-OL, Mikkel Sansone Øhrgaard,
Det bliver første gang nogensinde, at Danmark er repræsenteret med en bobslæde ved vinter-OL. Dermed er der sikkert også mange danske sportsentusiaster, der for første gang skal stifte bekendtskab med bobslædesporten. Spørgsmålet er, hvad man skal forvente som tilskuer og tv-seer? Til det svarer OL-atlet Maja Voigt:
”Man skal forvente høj fart, intensitet og afgørelser i splitsekunder. Og så skal man forhåbentlig tænke, når jeg kører, at det ser legende let ud. For hvis det gør det, så er det, fordi jeg er i flow og lige der, hvor jeg skal være,” siger Maja Vogt. Hun ser i den grad frem til sit første OL.
”Jeg er virkeligt glad og lettet over, at det er lykkedes at komme med til OL. Det har været en drøm i lang tid. Jeg har jo lidt olympisk erfaring fra ungdoms-OL, men det her bliver jo noget helt andet. Jeg glæder mig meget,” siger Maja Voigt.
Det samme gør man i Team Danmark.
"Vi glæder os rigtig meget til at se Maja konkurrere i rødt og hvidt til OL. Hun er en meget talentfuld atlet, som allerede har vist stort potentiale i en tidlig alder. Hun har leveret flotte præstationer gennem det seneste år, og hun får nu mulighed for at vise sig frem mod de absolut bedste til OL og bygge videre på den flotte udvikling, hun er i gang med,” siger Lars Balle Christensen, sportsdirektør, Team Danmark.
Danmarks lynhurtige bobslædetalent er oprindeligt atletikudøver og repræsenterer til daglig Hvidovre Atletik & Motion. Styrke, start og sprinttræningen foregår i atletikklubben i Danmark, men idet Danmark ikke har nogen bobslædebaner, rykker Maja Voigt til Tyskland tre-fire måneder om året, hvor hun er tilknyttet Tysklands landshold i bobslæde.
Man skal forvente høj fart, intensitet og afgørelser i splitsekunder. Og så skal man forhåbentlig tænke, når jeg kører, at det ser legende let ud. Maja Vogt