”Fedt at repræsentere Danmark på en anden måde”
Kampen for at komme godt videre i livet har været hård, men idrætten har hjulpet ham godt på vej. I dag er Mark Peters blandt profilerne på det danske landshold i kørestolsrugby.
Tilskuerne er klar. Modstanderen er klar. Mark Peters er klar. Nerverne har det nok lidt værre. Vi skriver begyndelsen af august, og det danske landshold i kørestolsrugby står over for en af de vigtigste kampe nogensinde. Seminalen mod Frankrig ved EM på hjemmebanen i Danmark. En kamp, der kan sikre landsholdet en plads til De Paralympiske Lege i Tokyo 2020. Sidste gang i Rio 2016 glippede kvalifikationen til PL i sidste øjeblik. Denne gang skal det være.
”Vi skal ud og smadre de andre – det er ikke en nem ting,” siger Mark Peters med et lille smil før den store kamp. Sådan er det i kørestolsrugby – eller’ murderball’, som den canadisk opfundne parasportsgren oprindeligt hedder. Der bliver gået til stålet i sporten, og med en god blanding af tempo, råstyrke samt elementer fra håndbold, basketball og almindelig rugby, er sporten blevet en af de mest underholdende og profilerede discipliner ved PL.
36-årige Mark Peters fra Lille Skensved på Sjælland er en af de helt store profiler på holdet. Hans råstyrke i overkrop og arme gør, at de færreste modstandere har lyst til at brage ind i ham i kørestolen. Mark Peters er også den eneste på holdet med soldaterbaggrund på landsholdet. Ikke at det har den store betydning på banen, men for Mark Peters betyder det noget helt specielt at spille i den rød/hvide trøje og repræsentere Danmark:
”Det er fedt at repræsentere sit land, men det er selvfølgelig på en anden måde, end da jeg var soldat. Før sad flaget på skulderen. Nu er hele uniformen rød og hvid. Det er fint,” siger Mark Peters.
Vejsidebombe
Kampen mod Frankrig fløjtes i gang. Begge hold kommer godt fra start og bytter point i de første minutter. Danskerne og ikke mindst Mark Peters ser tændte ud. Som det naturligste i verden skærer Mark Peters kørestolen gennem hallen og zigzagger sig uden om de franske spillere. Kørestolsrugby er hans sport.
"Jeg tror, at alle tænker, hvis der sker noget, så sker det for naboen. Nogle gange er man så bare selv naboen."
For ti år siden anede Mark Peters ikke, der var noget, der hed kørestolsrugby. Han var en erfaren soldat, der havde travlt med sin karriere i forsvaret. Han havde været udsendt fire gange tidligere på missioner for Danmark, men på den femte mission gik det galt.
”Jeg skulle bare krydse en grøft, og så træder jeg så uheldigvis på en vejsidebombe.” Efterfølgende var der var røg, blod og kaos omkring ham, men i minutterne umiddelbart efter ulykken troede Mark Peters faktisk ikke, at skaden var så slem. En kort tur på felthospitalet, og han ville være klar igen, tænkte han. Men skaden var langt være end antaget, og Mark Peters måtte returnere til Danmark uden ben.
”Det var jeg overhovedet ikke forberedt på. Jeg tror, at alle tænker, hvis der sker noget, så sker det for naboen. Nogle gange er man så bare selv naboen,” siger Mark Peters og fortsætter: ”Som soldat har jeg aldrig gået og frygtet, at der skulle ske mig noget. Selvfølgelig var jeg godt klar over, at det var farligt det her, men jeg har nok altid tænkt, at hvis der skete mig noget, så kom jeg hjem i en kiste. Det der med at komme hjem i stumper og stykker, har jeg aldrig rigtigt tænkt over.”
Soldaterprojektet
Ligesom for mange af de andre hjemvendte danske veteraner, der er blevet fysisk og psykisk skadet i krig, skulle Mark Peters efter ulykken til at genfinde sig selv og kæmpe sig det bedre,” siger Mark Peters og fortsætter:
"Det tog mig to år, før jeg sådan for alvor begyndte at dyrke idræt, og før jeg fik tænkt over, hvad det var jeg skulle igennem for at få det bedre.”
tilbage til en så normal tilværelse som muligt. Ingen nem opgave for en på det tidspunkt. 26-årig ung mand uden ben. Og frustrationerne var af gode grunde store i begyndelsen.
Langsomt, men sikkert, begyndte Mark Peters dog at finde noget indhold i tilværelsen. Sport og fællesskaber – i første omgang via DIF Soldaterprojekt – var en indgang, der så ud til at virke.
”Det tog mig to år, før jeg sådan for alvor begyndte at dyrke idræt, og før jeg fik tænkt over, hvad det var jeg skulle igennem for at få det bedre,” siger Mark Peters og fortsætter: ”Det er først, når man kommer ud af hospitalet og begynder at skulle lære at klare sig selv, at man kan begynde at tænke lidt over, hvordan man skal håndtere det her. Så begynder folk at komme med ideer. Hvad med at prøve det og det? Hvad med at prøve forskellige sportsgrene?
Det kan være lidt svært at forhold sig til, for man hænger jo stadig fast i sit gamle jeg. Og det med at skulle dyrke handicapidræt, som det jo er, det kan godt være svært,” lyder det fra Mark Peters. Efter mange overvejelser kom han dog godt i gang med idrætten. Det blev til mange forskellige idrætsoplevelser, inden han kastede sin kærlighed på kørestolrugbyen.
”Det har været DIF Soldaterprojekt, der er kommet med alle mulighederne og ideerne. Og skabt kontakten rundt omkring. En dag spurgte de i DIF Soldaterprojekt, om vi ikke kunne tænke os at prøve at spille kørestolsrugby. Så gjorde vi det. Vi smed 6-8 mand ind på hvert hold på en håndboldbane, og så smadrede vi bare ind i hinanden. Det var fantastisk”.
Noget tid senere blev Mark Peters spurgt af den daværende landstræner, om han kunne være interesseret i spille lidt mere seriøst.
”Der tøvede jeg lidt, men efter noget tid besluttede jeg mig for at tage mig sammen og gå målrettet efter det,” siger Mark Peters.
Den bomstærke sjællænder er da heller ikke tvivl om, at netop idræt kan noget, når mennesker med udfordringer i livet skal hjælpes godt videre.
”Du får pulsen op. Du bliver stærkere, og du tænker ikke så meget over tingene, når du dyrker idræt. Det er bare sjovt. Og så lærer du at leve med dit handicap hurtigere gennem idrætten. Du lærer, at du er handicappet, men at det er ok. Pludselig er det bare hverdag,” siger Mark Peters.
*
Hård defence
Anden periode i semifinalen mod Frankrig begynder. Danmark er foran med et par mål, men franskmændene har ikke tænkt sig at give noget ved dørene. I et hæsblæsende tempo brager kørestolene mod hinanden, og med jævne mellemrum må en spiller have hjælp til at få løftet sin kørestol op på højkant igen. Det synes ikke at påvirke spillerne, men publikum sidder med hjertet i halsen, når de frontale sammenstød udspiller sig lige foran dem. På sidelinjen står mekanikeren klar med nye dæk og slanger. Udstyret får tæv i en kamp med så høj intensitet. I det hele taget er udstyr vigtigt i kørestolsrugby. Hver eneste kørestol er specialbygget til den enkelte spiller.
Der er standardelementer, men da hver krop er forskellig, må stolen tilpasses. I modsætning til holdsport inden for rask-idrætten er der her stor variation af kroppens funktioner og styrke. Her er eksempelvis spillere med rygmarvskader og muskelsvind, hvilket giversig udslag i forskellige former og grader af funktionsnedsættelse.
”Mn kørestol er udformet på en måde, der tager højde for lige præcis mine skader. Stolen skal derfor sikre, at jeg sidder ordentligt,når jeg laver hurtige retningsskift på banen eller hamrer ind i modstanderen, når jeg spiller hård defence.” siger Mark Peters
Jubel og kaos
Der er nu 60 sekunder tilbage af kampen. Stillingen er 50-46 til Danmark. På sidelinjen begynder der at blive lukket op for følelserne.
En dybt berørt medspiller, Kristian Eriksen, lader tårerne trille. Bag ham står holdets mekaniker med armene over hovedet, mens andre tager fat om hinanden. Mark Peters og de andre kæmper intenst videre i de sidste sekunder. Danskerne har trukket fra. Frankrig fornemmer, at det er ved at være slut. Tiden er på Danmarks vores side.
Men Danmark har før været lige ved og næsten i en kamp, hvor sejren betød kvalifikation til De Paralympiske Lege. Dengang var det svenskerne, der snuppede pladsen lige for snuden af Danmark. Danskerne tabte i dobbelt overtid med et enkelt mål, og den oplevelse spøger stadig. Drømmen om PL i Rio blev knust. Vinder Danmark over Frankrig vil det være kæmpe stort for Danmark – og for Mark Peters. Hornet lyder. Den er hjemme! Med et bredt smil fyrer Mark Peters bolden op i luften. Next stop Tokyo.
Tilskuerne går amok, og spillerne på sidelinjen lader hjulene krydse stregen. I de næste minutter udspiller der sig et trafikkaos af kørestole, der alle cirkler om hinanden i en sky af lykønskninger, knus, high-fives og adrenalin. Et rørende øjeblik, hvor en drøm går i opfyldelse. Mark Peters og det danske landshold kan nu se frem til De Paralympiske.
Lege i Tokyo til august 2020
”Det er så mega fedt, at vi har kvalificeret os til PL i Tokyo. Og stemningen i Vejle var jo helt vanvittig. Der bliver også larm i Tokyo, men selvfølgelig på en anden måde. Men vi er klar til det hele,” siger Mark Peters, som specielt glæder sig til én ting ved PL i Tokyo.
”Jeg glæder mig vildt til at opleve tempoet og intensiteten i kampene, hvor man jo bare ved, at alle stepper op med minimum 20 procent. Men jeg tror, at indmarchen på det paralympiske stadion i Tokyo bliver det største. Det bliver så fedt.”
KØRESTOLSRUGBY:
Kørestolsrugby er en holdsport for personer med nedsat funktion i både arme og ben. Det er en sport, der er kendetegnet ved en høj grad af fysisk udfoldelse, som ses ved et højt tempo på banen og dramatiske tacklinger. Spillet foregår i specialbyggede manuelle kørestole (rugbystol), hvor man spiller fire mod fire. Spillet foregår på en bane med samme størrelse som en basketballbane, og bolden minder om en volleyball. Kilde: Parasport Danmark
MARK PETERS
TÆLLER FOR 3,5. Et hold består af 12 spillere, men der er kun 4 spillere på banen ad gangen. Da spillerne har forskellige grader af funktionsnedsættelse, bliver hver enkelt spiller klassificeret på skalaen 0,5 til 3,5. Mark Peters har stor styrke i overkroppen og armene og derfor klassificeres han som en af de stærkeste. Der må maksimalt være otte point på banen ad gangen.
LÆS ANDRE ARTIKLER FRA IDRÆTSLIV