Da drømmen blev udsat

Da statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned den 10. marts, stod nogle af Danmarks bedste para-atleter fra det ene øjeblik til det andet i en uvant og udfordrende situation.
15. okt 2020
Da statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned den 10. marts, stod nogle af Danmarks bedste para-atleter fra det ene øjeblik til det andet i en uvant og udfordrende situation.

Med de Paralympiske Lege i Tokyo nogle måneder fremme i horisonten var der ganske enkelt ikke plads til ikke at kunne træne. Men hvad gør man så, når man er svømmer på højeste niveau, og alle landets svømmehaller er lukkede? Eller når man ikke kan tage til træning med holdet eller til styrketræning i centret? Man tænker kreativt og får det bedste ud af det. Det har de danske para-atleter om nogen bevist. Mød tre af dem her.


Mark Peters, kørestolsrugby: 

- Jeg savner det sociale samvær med gutterne

Klubtræningen på Frederiksberg, styrketræningen og samlingerne med landsholdet har for landsholdsspiller i kørestolsrugby Mark Peters været skiftet ud med bakkespurter hjemme på villavejen i Lille Skensved. Han har knoklet, men det har ikke uden udfordringer.

Du er en del af et hold, men har skullet træne alene i de seneste måneder – hvad har du gjort?

– Til at begynde med troede vi, at det kun ville vare et par uger, og PL var stadig nogle få måneder forude. Vores landstræner lavede et nyt, tilpasset træningsprogram med alt det, der ikke krævede fitnesscenter eller haller. Blandt andet lange cykelture, 10 km-ture i stolen og bakkeintervaller, der er det næstbedste at gøre, når vi nu ikke kunne styrketræne.  Da PL så blev udskudt, prøvede jeg at holde motivationen oppe til stadig at træne hårdt, men jo længere tid, der gik, jo mere meldte frustrationen sig, og motivationen dykkede lidt.

Hvad har været det sværeste at håndtere?  

– Jeg savner det sociale samvær med gutterne. Man har jo ikke set nogen som helst i denne her tid og kun arbejdet hjemmefra, så ens rutiner er smidt ad helvede til. Og så har uvisheden været en udfordring mentalt – hvornår kan vi træne igen, hvornår kan vi komme til stævne igen, hvordan bliver det i fremtiden i forhold til corona-situationen, osv.

Hvordan har du det med, at PL er udskudt til 2021?
– I starten håbede jeg, at det kunne gennemføres i 2020, men jeg blev egentlig glad for, at det blev udskudt. Vi har forbedret os meget, siden Jason Regier tog over som landstræner, og et år mere under hans vinger giver os mulighed for at blive endnu bedre.

Hvordan har I håndteret det som hold?
– I starten var det mest med opkald over Messenger, hvor vi snakkede et par timer for at holde hinanden oppe. Vi så også gamle kampe på YouTube sammen. Pludselig kom emmet ’fredagsbar’ op, og hele holdet skulle mødes kl. 20 en fredag og drikke en øl via Zoom. Det har nu udviklet sig til banko og KAHOOT-quiz – det har været ret sjovt og en god måde at holde kontakt på.

Amalie Winthers, svømmer: 

- Jeg har aldrig været væk fra havet så længe 

Den 12. marts var Amalie Vinther til morgentræning – men efter den, lukkede svømmehallerne ned.

– Det, vi troede kun var to uger, blev til mere end to måneder. Det er kritisk og frustrerende ikke at kunne komme i bassinet, og det tager tid at opbygge vandfornemmelsen igen. Vi svømmere har aldrig været væk fra vandet så længe.

Findes der overhovedet et alternativ til bassintræning for en svømmer?
– Vi lavede en alternativ træningsplan med cardio, open water-svømning, dryland (mave-,ryg-, arm- og benøvelser på land bl.a. med elastik) og styrke.  Derudover har vi haft online-møder med vores landstræner både om træningen, men også om hvordan vi har det.

Hvordan var det for dig at få meldingen om at de Paralympiske Lege var blevet udskudt?
– Udskydelsen af PL er det eneste rigtige, synes jeg, både sundhedsmæssigt og sportsligt. Men det var alligevel en hård nyhed at få, lige da den kom.

Hvad har været det sværeste at håndtere?
– Det sværeste har været alt det uvisse. Især, at der ikke var en dato på, hvornår man kunne komme i gang igen. Vi er gået noget ned i træningsmængde, og så kan man godt føle, man ikke laver nok i forhold til før corona. Og så har det været en udfordring ikke at stresse over de ting, man ikke kan gøre noget ved.

Har situationen haft andre konsekvenser for dig?
– Jeg skulle have taget orlov fra mit pædagogstudie fra juni og seks måneder frem for at få de mest optimale forberedelser frem mod PL. Det betød også, at jeg havde udskudt min sidste praktik. Da PL blev udskudt, valgte jeg at ændre det og tage i praktik i stedet for, og med hjælp fra VIA University College Aarhus fik jeg hurtigt en praktikplads i en vuggestue, som ligger tæt på min bopæl, så jeg kan nå mine træninger.

I maj blev du så officielt udtaget til PL – hvad har det betydet for dig?
– Det er rigtig dejligt, og det har helt sikkert givet mig mere motivation i denne her tid!

Med hjælp fra Team Danmark fik Amalie Vinther adgang til svømmetræning igen fra uge 22.


Lisa Kjær Gjessing, parataekwondo:

– Jeg nyder roen

Parataekwondo-kæmperen Lisa Kjær Gjessing har nydt at have bedre tid og dermed kunne fokusere mere på sin træning under nedlukningen. Situationen har krævet opfindsomhed, og Lisa har trænet på alternative måder, der blandt andet har inkluderet garage-træning og online træning over Zoom. 

Hvordan har du håndteret nedlukningen?
– Den første uge efter nedlukningen trænede vi ikke, men jeg talte flere gange med Bjarne (Johansen, landstræner, red.), der var meget opsat på, at vi ikke måtte gå i stå. Vejret var jo ret fint i marts, så han fik arrangeret, at vi, inden for retningslinjer og restriktioner, kunne mødes under åben himmel med handsker og mundbind og få trænet. Det gjorde vi to-tre gange om ugen i hans carport, og derudover har vi kørt online-undervisning via Zoom hjemmefra to-fire gange om ugen. Bjarne har gjort et kæmpe stykke arbejde for, at vi alle har haft måtter til at stå på og udstyr til at træne med derhjemme. Han har virkeligt holdt os alle i gang, og det har også været godt socialt for alle at mødes jævnligt. 

Hvad betød udskydelsen af de Paralympiske Lege nogle uger efter?

– Det kom jo både som et chok, men med den tid det var, var det også ventet. Ved at vi har holdt fast i træningen på en god måde, har jeg ikke mistet motivationen. Lige nu fokuserer jeg på at udbygge min fysiske form og at have det sjovt og hyggeligt med det. Jeg savner træningslejre, stævner og rejser, men jeg er sikker på, at det kommer, så jeg nyder også roen. 

Landet er så småt begyndt at åbne igen. Hvad har det betydet for din træning?
– Vi træner stadig i carporten, faktisk. Jeg kan godt få lov til at træne i vores lokaler på stadion, men det kan mine holdkammerater vist ikke, og så vil jeg vil hellere fortsætte i carporten lidt endnu. Så længe vejret er godt, er det fantastisk. Og så er transporttiden halveret. Jeg træner nu også styrke med fysisk træner fra Team Danmark Line Hovgaard-Hansen. Vi har mødtes to-tre gange hver uge. Det nyder jeg virkelig at have tid til. 

Kan du holde motivationen oppe til PL i 2021?
– Motivationen er god, men jeg forsøger ikke at tænke på, hvor lang tid der egentlig er. Jeg lever i nuet, og nyder hverdagen med familien og alt, hvad der følger med. Det er samtidigt skønt at tænke på, at der venter gode oplevelser forude. Jeg har da været træt af, at mit arbejdsliv et år mere skal stå så meget til tåls for min sport, men de støtter fantastisk godt op, og med den accept kan jeg virkelig finde ro i at nyde nuet og alt det, jeg får lov til at være en del af.