Tæt på: Cecilie Uttrup

Vi har taget en snak med cykelrytter Cecilie Uttrup om Michelle Obama, drømmen om at være skuespiller og leve af sin hobby.
13. apr 2021
Vi har taget en snak med cykelrytter Cecilie Uttrup om Michelle Obama, drømmen om at være skuespiller og leve af sin hobby.

Vejen til verdensklasse kræver… 
”… en blanding af hårdt arbejde, disciplin og en blanding af at være viljefast og have tålmodighed. For tingene kommer ikke af sig selv, og de kommer måske ikke altid, når man lige regner med det. Derfor kræver det også, at man venter på de gode ting kommer til en.”
 
Min største oplevelse på cyklen var… 
”… Da jeg var på podiet I Flandern Rundt for to år siden. Det var en kæmpe dag, og flere fra min familie var der. Jeg var så stolt, og det var en kæmpe forløsning. Der er et interview med mig lige efter, hvor jeg siger ”Paam, let’s put the hammer down”, og stadig den dag i dag, ser jeg, at det florerer på de sociale medier, det er sgu meget sjovt.”

Jeg føler mig privilegeret, når…
”… jeg kører på min cykel, solen skinner og fuglene synger. Så slår det mig – gud hvor lever jeg et fedt liv. Jeg lever af min hobby.”

 
Hvis jeg ikke var cykelrytter, så var jeg…
”… nok aktuar. Begge mine forældre arbejder som aktuarer, så det troede jeg, at jeg ville blive. Jeg har altid elsket skolen, så mine tanker var på at læse videre. En anden drøm har været at blive skuespiller. Jeg har altid elsket at spille teater, fra jeg var lille af. Ofte når jeg havde veninder på besøg, lavede vi teater eller dansede og optrådte for mine forældre. Jeg elskede det.”
 
Når jeg ikke træner, så…
”…. lever jeg mit liv som de fleste andre efter deres arbejde.”
 
OL i Tokyo er…
”… et stort mål for mig. Det vil jo være en drøm at komme med. Siden jeg var en lille pige, har jeg dyrket sport og at kunne sige, at man skal repræsentere Danmark til et event, hvor alle sportsgrenene er samlet, det er bare sindssygt stort.”
 
Danmark er…
”…et dejligt land, ligesom Shu-bi-dua synger det. Jeg elsker Danmark, det er et skønt land. Fyldt med smukke, glade og dejlige mennesker. ”
 
I vidste ikke om mig, at jeg…
”… har fået lavet fire nye fortænder efter et grimt styrt på cyklen. 
 
Hvis jeg vandt 10 millioner kroner i Lotto, ville jeg…
”… købe et sommerhus i Norditalien. Jeg elsker Italien, sproget og maden. Man kan kun elske Italien. Så vil jeg sikkert også købe en bil og bruge pengene på min familie og venner.”
 
Corona er…
”… noget lort. Punktum.”

Min største rollemodel er…
”… Michelle Obama. Hun er en utrolig sej kvinde, der til trods for hun har stået i skyggen af Obama, har gjort sig bemærket og været med til at sætte fokus på vigtige og relevante problematikker.”
 
Hvis jeg skulle lære én sætning på japansk, vil det være…
”… hvor ligger byens bedste sushirestaurant. Jeg er nemlig ret stor fan af sushi.”