Emily Pedersen

Den danske golfspiller Emily Pedersen om at rejse sig fra en depression, skrive sig i historiebøgerne og kinesiske aner.
9. apr 2021
Den danske golfspiller Emily Pedersen om at rejse sig fra en depression, skrive sig i historiebøgerne og kinesiske aner.

Hvis jeg ikke var golfspiller, så vil jeg…
”… læse jura. Min far er advokat, og jeg synes, det er et enormt spædende og fascinerende fagområde. Samtidig synes jeg også, at psykologi er interessant, så en kombination af de to områder, vil være noget for mig. For mig handler det rigtig meget om, hvordan man tænker det psykiske ind som eksempelvis ved kriminologi. Det at komme ind under huden på folk, og prøve at forstå, hvorfor kriminelle gør, som de gør.”

Min depression for et par år siden har betydet,…
”... at jeg kender mig selv endnu bedre. Jeg kan forholde mig mere til mig selv, og det har bestemt også modnet og rustet mig. For mig er det interessant at se på læringen og ikke mindst, hvilke tegn skal jeg holde øje med for ikke at ende i samme situation. Det har gjort, at jeg reagerer anderledes, når jeg møder modstand. Oplevelsen har gjort, at jeg ikke er emotionel på samme måde i forhold til min træning. Det er ikke den emotionelle del, der skal styre mig. Jeg har lært, at jeg ikke kun er en følelse. Jeg er heller ikke kun golf. Det er ikke hele min identitet. Det er vigtigt for mig, at jeg fik sagt det højt. Og det er okay at lave fejl. Vi er også bare menneske som eliteatleter.”

Foto: Das Büro

Min far er…
”… min største støtte. Men det er min mor også. Men det er min far, der har bragt mig ind i golfverdenen. Jeg var på landsholdet allerede som 12-årig, så jeg var virkelig ung. Min plads på landsholdet betød, at jeg skulle rejse, og der var det rart at have min far med. Vi er tætte omkring golfen, han er min sparringspartner, men først og fremmest min far, der er der lige meget hvad. Vi er også meget ens, så det kan da til tider godt clashe en smule, vi har trods alt det samme temperament. Men han forstår mine følelser, og når jeg er nervøs en morgen inden en turnering, så ringer jeg altid til min mor eller far, og det giver mig en ro i maven. ”

Hvis jeg skulle komme med et godt råd til yngre golfspillere, vil det være…
”… husk at have det sjovt, med det du laver. Husk at være forberedt på mange nedture, det følger nemlig med golf. Samtidig er det vigtigt at kunne rejse sig og være okay med det, og sige til sig selv, at selvom man har nederlag, så er man god nok. Golf kan ikke give en alt, jeg tror, det er vigtigt også at have andre mål. For ens identitet er ikke golf. I 10 år mødte jeg ikke modgang, så jeg blev set som ”Emily den gode”, men så snart det gik dårligt, påtog jeg mig en identitet om, at hvis jeg spillede dårligt golf, så måtte jeg også være et dårligt menneske. Det er vigtigt at have en forståelse for at tingene går op og ned. Golf er også en hård sport på det punkt. Den er så individuel. Når det går godt, så handler det kun om dig, men når det går dårligt, så er der også kun dig at se på. ”

Foto: Das Büro

Min største sportsoplevelse er…
”… der har været rigtig mange gode. Men min største oplevelse må være, da jeg kom tilbage og vandt fire turneringssejre på Ladies European Tour i 2020. Der var gået fem år, siden jeg sidst vandt. Jeg kom tilbage fra en modgang, men ikke på samme niveau – et højere niveau og en stærkere version af mig selv.”

Jeg drømmer om…
”… at skrive historie. Være med til at inspirere andre til at være lige som mig. Jeg vil gerne blive husket den dag, jeg ikke længere dyrker sport, blive husket for mine rekorder og mine resultater. At gøre noget som andre ikke har gjort.”

I vidste ikke om mig, at jeg…
”… er en 1/8 kineser, min oldefar var kineser. Der er ikke mange, der tror mig, når jeg fortæller det, men den er nu god nok. Det blonde hår skjuler det også godt.”

Danskerne skal kende Emily Pedersen, for…
”… at være en person med en enorm ild og passion, en der skaber rekorder og ikke mindst er glad og elsker sin sport. Og man godt kan rejse sig, når man er faldet. Og så vil jeg gerne kendes for en, der har gjort noget, andre ikke har.”

Foto: Das Büro