Dufour drømmer stort i varmen

I 2016 opnåede en ung og relativt uerfaren Cathrine Dufour sit helt store drømmemål.

Hun blev udtaget til OL i Rio, selvom hun aldrig før havde deltaget i en turnering på seniorplan.

Nu skriver vi 2021, og den 29-årige Cathrine Dufour er klar til sit andet OL. Og drømmene? De er vokset til med årene.

“Vi skal fandme have metal med hjem. Om det så er med holdet eller individuelt,” siger den efterhånden erfarne dressurrytter med den vægt, som en stribe internationale topplaceringer de senere år har givet hende.

Cathrine Dufour er blevet et meget større navn siden Rio, men hun er stadig ikke bange for at sætte sig kæmpe mål.

“Jeg tør godt drømme stort. Ja, så får man måske et slag over nallerne, men man skal gå efter store mål: Man skal gribe efter stjernerne,” siger hun.

Dorske i varmen
I Tokyo skal Cathrine Dufour ride på Bohemian, en 11-årig Westfaler, som ifølge Cathrine selv er en hest med masser af fart i. Og det er lige præcis, hvad der er brug for i Tokyo, hvor dressurkonkurrencerne skal finde sted under høje temperaturer.

“De ældre heste kan godt blive dorske i varmt vejr, men vi har unge og friske heste, så for os burde det kun være en fordel. Og Bohemian har meget ‘go’,” siger den danske dressurrytter.

”Den er ekstremt frisk. På papiret er Bohemian i top tre til fem. I OL kommer det an på dagsformen, og der kan ske en masse, når vi kommer til Tokyo, men lige nu er han i topform. Og han har vist rigtigt gode resultater de sidste 12-24 måneder.”

Medalje-vibe
Sidste gang Danmark fik dressurmedalje ved et OL, var i Beijing i 2008, da det blev til dansk bronze i holdkonkurrencen. Så måske er det lige sagen, at OL nu igen finder sted i Asien.

“Vi håber, at noget af den medalje-vibe er blevet derude. Vi har et mega stærkt landshold, og hvis alt går som det skal, så er muligheden der,” siger Cathrine Dufour optimistisk, og tilføjer, at to af de bronze-vindende ryttere fra dengang faktisk træner landsholdet i dag.

Cathrine Dufour bliver selv trænet af landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, mens også Andreas Helgstrand er med på trænerbænken.

Det er dog først og fremmest Cathrine Dufour selv, som har høstet masser af erfaringer de senere år. Og måske kan det gøre forskellen mellem en 13. plads i Rio og en topplacering i Tokyo.

“Rio var min allerførste turnering på seniorplan, og jeg var slet ikke så etableret. Nu kender vi opgaven langt bedre,” siger hun og gentager sin drøm:

“En OL-medalje er det ultimative for mig. Jeg vil have metal en dag.”