Viktor Axelsen: "Jeg glæder mig enormt"

Viktor Axelsen er klar til at forsøge at forbedre sit bronzeresultat fra Rio 2016.
5. jul 2021
Viktor Axelsen er klar til at forsøge at forbedre sit bronzeresultat fra Rio 2016.

Han har efterhånden prøvet lidt af hvert, den gode Viktor Axelsen. Ungdomsverdensmester som purung teenager, seniorverdensmester syv år senere, OL-bronzevinder, europamester, og sejrherre ved All England.

Hvis den 27-årige badmintonspiller efterhånden er svær at imponere, er det helt forståeligt. Alligevel virker det bestemt som om, at Viktor Axelsen mener det, når han kalder OL for ’noget helt specielt” og ”det største, man kan vinde”.

Fokus er da også rettet hundrede procent mod legene i Tokyo, hvor han sammen med en god håndfuld andre ketsjerstjerner – deriblandt den danske kollega Anders Antonsen - regnes for at være blandt dem, der har muligheden for at se sin nations flag stryge til tops efter finalen.

”Sportsligt sigter jeg højt, og jeg er klar til at forsøge at forbedre mit bronzeresultat fra Rio 2016,” siger Viktor Axelsen.

Stærkt hold
Danmark sender vanen tro et ualmindeligt stærkt badmintonhold til OL. For otte ud af ni deltagere gælder det dog, at de er OL-debutanter.

Eneste spiller, der tidligere har repræsenteret Danmark ved OL, er netop Viktor Axelsen.

Foto: Lars Møller

”OL i Tokyo bliver en stor og anderledes oplevelse for såvel mig personligt som for hele vores hold, og jeg glæder mig enormt til at repræsentere Danmark og hele det danske olympiske hold,” siger Viktor Axelsen, som samtidig kommer med et lille tip til sig selv såvel som til resten af badmintonlandsholdet:

”De olympiske ringe giver en helt fantastisk stemning og atmosfære under turneringen, men når man står på banen og skal levere resultater, så handler det selvfølgelig om at kunne koble hjernen lidt fra al den olympiske ’hype’, når det gælder,” siger Viktor Axelsen.

Corona
Forberedelserne til OL har ifølge Axelsen været rigtigt gode - med den ’lille’ undtagelse, at badmintonstjernen blev smittet med corona i foråret, og derfor ikke var i stand til at spille EM-finalen mod Anders Antonsen.

Foto: Lars Møller

I stedet for at sidde i karantæne i op mod to uger i Ukraine, valgte Viktor Axelsen på egen regning at komme hurtigt hjem til Danmark i privatfly.

”Det var selvfølgelig ærgerligt, at jeg fik corona ved EM, men jeg er glad for, at jeg blev hurtigt klar igen. Jeg har ikke haft nogen senfølger af corona overhovedet, og min træning er tilbage, hvor den skal være.”